Seriens skaber, Chris Carter, siger at Ryan Coogler vil lave en ny udgave af serien, der er lidt mere mangfoldig end originalen.
Med seks toner fra en fløjte-agtig synthesizer kan enhver, der tilbragte tid i 1990’erne blive totalt nostalgisk og samtidig lidt paranoid. ’The X-files’-temaet kan på rekordtid få én tilbage til en tid, hvor den virkelige verden ikke var helt så uhyggelig, så det var sjovt at kaste sig ud i det ukendte med en langtidsholdbar TV-serie.
Fox Mulder og Dana Scully var i hele 9 sæsoner på alles (eller i hvert fald manges) læber i perioden 1993-2002, fulgt af en kort specialsæson på seks afsnit i 2016, der blev fulgt op af en ti-afsnits sæson i 2018. Dertil kommer to spillefilm fra henholdsvis 1998 og 2008. Der kan man tale om langtidsholdbarhed.
Men de to hovedrolle-indehavere, Gillian Anderson og David Duchovny, er måske knapt så langtidsholdbare. Altså ikke nødvendigvis som skuespillere – de har begge haft store succeser efter ’The X-Files’. Men i forhold til den etniske mangfoldighed i serien.
Når man ser tilbage på ’The X-Files’ i dag (og så mange andre serier fra dengang), er det slående, hvor lidt repræsentation, der er af folk, der ikke er hvide. I dag er vi vant til en større mangfoldighed, efter bl.a. Hollywood har gjort en indsats for diversiteten på skærmen. Der var heller ikke ret mange kvinder i serien ud over Scully.
Rygte fra skaberen selv
Af samme grund har Ryan Coogler, der instruerede ’Black Panther’-filmene og den første ’Creed’-film, nu tilsyneladende planer om reboote ’The X-files’ med en mere nutidssvarende og mangfoldig besætning.
Der er stadig tale om rygter, men de kommer fra en pålidelig kilde, nemlig seriens oprindelige skaber, Chris Carter. Han var gæst på det canadiske svar på P1 for nylig, og i programmet ’On The Coast’ lod han slippe ud, at han ”netop har talt med en ung mand, Ryan Coogler, som har tænkt sig at starte ’The X-Files’ op igen med et mere mangfoldigt skuespillerhold.”
Om det så rent faktisk bliver til noget, må tiden vise. Nu, hvor rygtet er ude, må Fox (altså det nu Disney-ejede produktionsselskab, ikke Mulder) og Coogler formentlig være nødt til kommentere på det på en eller anden måde.
Indtil Carters pludselige afsløring var det ellers meningen af den næste ’The X-Files’-produktion skulle være en animeret serie i ’The X-files’-universet, der samtidig var lidt af en parodi på serien. Den skulle hedde ’The X-files: Albuquerque’, men det var meningen, den skulle komme i år, efter at være blevet annonceret i 2020. Der har lige været en pandemi forbi i mellemtiden, så status på serien er ukendt.