Forside * Nyheder

Ny rapport: Det smarte hjem vinder frem

-
(Foto: Z-Wave)

Folk er begyndt for alvor at tage det smarte hjem til sig, og er nu klar til at betale ekstra for smarthjems-funktionalitet, når de flytter ind et nyt sted. Interoperabilitet er nu også en vigtigere faktor for brugerne.

Z-Wave Alliance, der er brancheorganisationen bag Z-Wave-standarden for smarthjems-løsninger, producerer hvert år en rapport, der er en slags statusopgørelse over smarthjems-markedet helt generelt.

Rapporten er rettet mod installatører og andre professionelle aktører på markedet, og koster derfor alt for mange penge for den normale bruger. Men heldigvis giver Z-Wave Alliance os også en opsummering af de vigtigste pointer i rapporten.

Annonce:

Rapporten, der blandt andet er baseret på brugerundersøgelser i USA, Frankrig, Tyskland, og Storbritannien, viser at der er ”imponerende fremgang” i folks implementering af smarthjemsprodukter på begge sider af Atlanten. Desværre giver Z-Wave Alliances udmelding til pressen om rapporten ikke nogle detaljer om specifikke tal i den forbindelse.

Til gengæld har Z-Wave Alliance ikke noget problem med at annoncere, at 54% af de adspurgte i de fire lande prioriterer interoperabilitet højt. Det er i hvert fald andelen af folk, der anser interoperabilitet for at være en vigtig faktor i valget af deres næste smarthjems-enhed.

Intelligente sikkerhedsløsninger er populære

Det er nok især en vigtig pointe for Z-Wave Alliance, fordi Matter-standarden lige nu breder sig til en meget stor del af enhederne på markedet for smarthjems-produkter. Men Z-Wave er en separat standard, der ikke er direkte kompatibel med Matter, og som derfor skal have en separat bridge-enhed for at være en del af et Matter-baseret netværk.

Rapporten har dog også nogle andre, interessante hovedpointer. For eksempel viser den, at flere og flere ønsker at nye hjem er forberedte til smarthjemsprodukter, eller endda måske kommer med sådanne produkter installeret. Mere end halvdelen af de adspurgte i tre af de fire lande (Frankrig undtaget) er villige til at betale ekstra for smarthjemsfeatures, når de flytter ind i en ny lejebolig eller køber et nyt hus eller en ny lejlighed.

(Foto: Z-Wave)

De adspurgte i rapporten består primært af folk, der allerede ejer mindst ét smarthjemsprodukt. Mange af dem har investeret i intelligent sikkerhedsløsninger, hvad enten, det handler om overvågningskameraer, kameraringeklokker, eller alarmer, der reagerer på såvel indbrud som brand eller kemiske lækager.

Blandt disse folk forventer de fleste at udvide deres investeringer indenfor seks måneder, og interessen er højest for forskellige sensor-kits, især rettet mod brand- og elektricitets-sikkerhed, samt vandforbrug.

Endelig viser rapporten også, at selv om folk i højere grad føler sig kompetente til at installere smarthjemsprodukter uden hjælp fra professionelle installatører, har sidstnævnte stadig en rolle at spille for de større installationer – og i forbindelse med mersalg af tilbehør og ekstraudstyr til de enheder, folk allerede har i hjemmet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.