Forside * Featured

Medie: Google Assistant kan være dødsdømt

-

Google er i færd med at omorganisere og flytte medarbejdere fra Assistant til Bard

Er Google Assistant dødsdømt? Beviserne begynder at hobe sig op, og det tyder på, at divisionen er på vej ned ad bakke. Det skriver magasinet Ars Technica.

Annonce:

Hvis det er rigtigt, så kan det være en medvirkende årsag til at Google ikke længere har en interesse i at have Assistant på nye Sonos-højttalere.

Den seneste nyhed kommer fra amerikanske CNBC, som via interne Google-memoer kan fortælle at Google Assistant-divisionen har gennemgået omlægninger, for at prioritere meget på AI-assistenten Bard frem for Google Assistant.

Google er angiveligt i ‘Code Red’ (højt alarmberedskab) efter fremkomsten af AI-assistenten ChatGPT, da den type assistenter vurderes at kunne disrupte markedet for søgninger, og dermed tage indtjening fra Google.

Sådan en AI-assistent kan komme med ét svar på selv komplekse forespørgsler, og det er anderledes end en Google-søgning som bare henviser til en række hjemmesider hvor der kan læses mere om emnet, sammen med en række reklamer relateret til emnet.

Men Google Assistant er ikke en AI-assistent som Google Bard. Den kan oversætte tale til kommandoer som “Tænd lyset i stuen”, “Spil noget Kim Larsen” og den slags, samt lave søgninger i Google.

Bard er ikke sådan en type assistent som Assistant, i hvertfald ikke endnu, og det kan have lange udsigter inden den bliver det – hvis nogensinde. Bard er mere et produkt til søgninger og samtale, ligesom ChatGPT som Microsoft har integreret i deres Google-konkurrent Bing.

Sidste år kunne The Information berette “at Google ønskede at investere mindre i udviklingen af den stemmeassisterede Google Assistant-søgning til biler og til enheder som ikke er fremstillet af Google”.

En udfordring med Assistant er at den ikke rigtigt tjener penge ind til Google. De sælger deres højttalere til kostpris, og der er ingen væsentlige løbende indtægter fra brugen. Tværtimod er der udgifter til servere og infrastruktur. Til sammenligning så taber Amazon Alexa, der er i samme båd, omkring 70 milliarder kroner om året.

Tilbage står spørgsmålet “Er Google Assistant dødsdømt?” dog fortsat ubesvaret; Men med omlægningerne hvor Assistant-divisionen ser ud til at være blevet til en Bard-først division, der kan det være begyndelsen til enden, hvor Assistant på et senere tidspunkt også ender på Google-kirkegården.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.