Frameworks Laptop 16 har muligvis løst et problem, mange tidligere troede var uløseligt – at gøre grafikkortet i en bærbar PC udskifteligt.
GPU’er, der er integreret i motherboardet eller SoC’er i bærbare computere er en god løsning for de fleste. Hvis du sætter letvægts-design over grafikmuskler, behøver ordene ”separat GPU” slet ikke indgå i dit ordforråd.
Men hvis du laver mere end standard-produktivitetsarbejde på din maskine, kan du hurtigt blive træt af at vente på at videoen renderer færdigt eller at effekten bliver lagt på billedet i Photoshop. Og hvis du går bare en lille smule op i gaming og gerne vil bruge din laptop til at spille bare en smule krævende spil, er integrerede GPU’er som bekendt ikke nok.
Problemet med separate GPU’er i laptops er dog naturligvis, at de som regel ikke kan opgraderes. Hvis du har en bærbar, der efter et par år stadig opfylder resten af dine behov, kan det være frustrerende at skulle købe en ny, blot fordi GPU’en ikke rigtig kan følge med dine ambitioner.
Det er præcis udfordringer som disse, firmaet Framework forsøger at møde med sine modulære laptops. Indtil videre har separate GPU’er dog ikke været på tale, fordi det simpelthen har været for svær en opgave. Der findes dog naturligvis også eksterne GPU’er, du kan bruge til gaming-situationer, men det går jo lidt imod hele idéen med en bærbar computer.
Lav selv et modul til din maskine
Så hvad nu, hvis man tog en ekstern GPU og klaskede den bagerst på en laptop? Det er det koncept, som Framework nu har præsenteret med Laptop 16. Som det kan anes på billedet ovenfor, og som det er helt tydeligt på billedet nedenfor, stikker der et sort modul ud bagfra laptoppen. Modulet sidder i, hvad Framework kalder sit ’Expansion Bay’-system, hvor alle mulige slags moduler kan føjes til maskinen.
Med andre ord er idéen, at hvis du har behov for en kraftigere GPU, kan du sætte en ekstern GPU til, der er lavet til det modulære format. Men Expansion Bay virker ikke kun med eksterne GPU’er, det kunne også være et modul med en stor SSD eller noget helt tredje.
Framework har til formålet udviklet sit egen PCI Express-interface, sådan at data kan flyde frem og tilbage mellem modulet og resten af computeren tilstrækkeligt hurtigt, uanset, hvad modulet er til for. Expansion Bay’en bagpå kommer oven i de seks slots til moduler, som Laptop 16 har derudover. Maskinen understøtter endda moduler baseret på Raspberry Pi, så folk kan også selv lave sine egne moduler til laptoppen.
Laptop 16 er blevet vist frem i forbindelse med Games Developer Conference (GDC), der finder sted i disse dage, så det er ganske klart, at Framework gerne vil have gamerne i tale med denne maskine. Framework ville dog ifølge The Verge ikke ud med yderligere detaljer om specifikationer eller pris, og sagde blot, at Laptop 16 kommer på gaden ”sent i 2023”.
Firmaets nuværende model, der bare hedder Framework Laptop, har en skærm på 13,5 tommer og i forbindelse med GDC har Framework også annonceret nye bundkort til denne med både opdaterede Intel-CPU’er og for første gang også AMD-CPU’er. Der er også kommet et nyt batteri med længere levetid, som kan erstatte det, som følger med 13,5”-modellen.