Funktionen ser primært ud til at være henvendt til gamere, men måske er der også tænkt på smarthjems-entusiasterne.
Det er egentlig underligt, at det ikke er blevet tænkt på noget før. Styring af lyset i hjemmet er en af kernefunktionerne for fans af smarthjems-teknologi, og det har indtil nu primært sket via apps på en smartphone.
Det er jo forståeligt nok – de fleste har smartphonen ved hånden det meste af tiden, og med apps kan forskellige firmaer og mærker som Philips Hue og IKEA samle styringen af deres mange forskellige produkter ét sted.
Efterhånden, som Matter-standarden breder sig, bliver det endda et endnu mindre problem at have flere forskellige fabrikanters produkter installeret i sit smarte hjem. Og alligevel kan det måske nok undre, at der endnu ikke er bygget bro mellem Windows og macOS på den ene side og smarthjems-udstyret på den anden.
Der er naturligvis firmaer, der allerede har forsøgt sig med at lægge den slags styring ind på operativsystem-niveau. Man kunne f.eks. nævne Samsungs smartphones og deres Smarthings-system. Men hvis du vil styre nogle af hjemmets enheder fra din computer, skal du enten bruge en tredjeparts-app eller f.eks. gå via en browser til et dashboard.
Hjælp til RGB-lys på computeren
Men sådan bliver det måske ikke ved med at være. En Windows-udvikler med Twitter-navnet Albacore har kigget dybt i en Windows-preview (Windows 11 Insider Build 25295) og har fundet noget nyt under indstillingerne.
Under indstillingerne for personliggørelsen af Windows er der nu dukket en lys-indstilling op, som man kan se på de screenshots, Albacore har delt, og som siden har fået en række Windows-orienterede webmedier op på mærkerne. Og så er spørgsmålet naturligvis, hvilke typer lys, der er tale om.
Det ser imidlertid ud som om, der er tale om lyssætning i forbindelse med selve computeren. Det kan være til det RGB-lys, som gamere ofte udstyrer tastaturer, mus, og ikke mindst gamer-PC-kabinetter med. Albacores skærmbilleder nævner f.eks. en underkategori, der hedder ”Gaming KB”, hvor KB jo nok står for keyboard.
Ambient Lighting-knap
Men hovedfunktionen hedder ”Enable ambient lighting” og det kan betyde at også f.eks. lamper, der sætter farver efter, hvad der foregår på skærmen, kan være i spil. Det er et af de områder, som bl.a. Philips Hue ser ud til at satse mere og mere på.
Det store spørgsmål er altså, om ”Ambient Lighting”-funktionen, der kan være på vej til Windows, også kan styre lys, der ikke er direkte forbundet til computeren, men f.eks. går via en hub. Det er der mange muligheder i, som f.eks. at sætte en personlig koncentrations-lysprofil i hjemmet, når du åbner laptoppen og logger ind.
Men det kan dog også blot være, at Microsoft forsøger at gøre gamerne glade ved at lade dem slippe for halvdårlige tredjeparts-apps til at styre lysende taster og lamper inde i gamer-PC-kabinettet. Det er dog nok værd at holde øje med uanset hvad.