Forside * Nyheder

Spotify fortsætter væksten i brugere, men bløder (mange!) penge

-
(Foto: Unsplash/Haithem Ferdi)

Tjenesten har nu rundet 205 mio. betalende brugere, men har et gigantisk underskud.

Krisen i techbranchen ramte som tidligere rapporteret også Spotify for nylig. Firmaet måtte fyre seks procent af arbejdsstyrken, især i forventning om hårdere økonomiske farvande forude. Det sidste var i hvert fald CEO Daniel Ek’s forklaring på fyringerne.

Det ser dog imidlertid ud som om, Ek får ret, i hvert fald på den korte bane. Spotify har netop aflagt kvartalsregnskab for fjerde kvartal i 2022, og det ser mildest talt ikke godt ud. Firmaet kørte også med underskud i julekvartalet 2021, hvor de røde tal lød på 39 millioner Euro. Det er dog mere end seksdoblet nu.

Annonce:

Spotifys underskud i fjerde kvartal 2022 var på hele 270 millioner Euro, eller lige omkring to miliarder kroner. Det er klart, at en seksdobling af kvartalsunderskuddet ser skidt ud for firmaet og investorerne, men i det mindste kom Daniel Ek de dårlige nyheder i forkøbet ved at melding sin førnævnte fyringsrunde ud.

Det siger måske en hel del om, at det er svært at tjene tech-gigant-agtige penge, når man handler med musik, for det er ikke fordi, Spotify ligefrem mangler kunder. Tværtimod har de fået 10 millioner flere betalende medlemmer på verdensplan i det pågældende kvartal.

For mange ansættelser og annoncer

Dermed har Spotify krydset endnu en milepæl og er kommet op over 200 millioner betalende brugere, helt præcis 205 millioner af slagsen. Tæller man folk med, der bruger den reklamefinansierede version af Spotify, hvor denne er tilgængelig, lyder det samlede brugertal på 500 millioner.

Så hvorfor tabte Spotify så meget i fjerde kvartal sidste år? Forklaringen er både ifølge regnskabsfremlæggelsen og den udmelding, Daniel Ek kom med under fyringsrunden, at Spotify voksede for hurtigt under pandemien.

At folk havde mere tid derhjemme og ikke gik så meget ud fik Spotify til at investere i mere indhold og ansætte flere mennesker. Men gevinsten, der kom ud af det, da pandemien begyndte at ebbe ud, kunne altså ikke opveje de penge, der blev brugt, og de ekspansioner, der blev foretaget.

Selv 10 millioner nye betalende brugere hentede altså ikke nok penge ind – i hvert fald ikke i fjerde kvartal – til at dække udgifterne. Spotify peger dog også på, at firmaet har brugt flere penge på at annoncere end normalt i Q4 2022. Det er et tegn på, at Spotify kan mærke konkurrencen fra andre tjenester, herunder Apple, Google, og Amazon.

Det store spørgsmål er naturligvis, om det udvidede reklamebudget lige så meget går til at holde på brugerne som til at rekruttere nye. Uanset hvad, kan Spotify-brugere nok godt forberede sig på at vente endnu længere på Spotify HiFi, også selv om stort set alle Spotifys nærmeste konkurrenter efterhånden tilbyder et abonnement med højere lydkvalitet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.