Forside * Nyheder

Nu får Samsung, Motorola og andre smartphones også satellit-forbindelse

-
(Foto: Qualcomm)

En ny Bluetooth-dongle giver alle smartphones adgang til satellitterne, og Samsung lover modsat Apple både tovejs-beskedkommunikation og deling af billeder og videoer.

Det vakte en hel del opsigt, da der begyndte at gå rygter om at Apple ville indbygge satellitforbindelse i iPhone. Mange drømte nok om at få en satellit-telefon indbygget i Apples smartphone, men helt så ambitiøst blev det ikke.

Foreløbig kan du kun sende, og ikke modtage beskeder, samt GPS-lokation med Apples SOS-tjeneste, når du er i et område uden mobildækning. Men det giver dog alligevel nok lidt mere ro i sjælen at du kan blive fundet, hvis du kommer i problemer midt ude på havet eller under en fjeldvandring.

Annonce:
Sådan forventer Samsung, at satellitkommunikation kommer til at fungerer på firmaets smartphones (Illustration: Samsung).

Til trods for envejs-kommunikationen kunne noget kunne tyde på, at Apple har haft succes med initiativet, for her få måneder efter annonceringen i September, begynder konkurrenterne at gå i Apples fodspor. Den første udmelding kom fra Samsung, der i går annoncerede, at de har ”sikret sig” teknologi, der kan kombinere såkaldt NTN-kommunikation med selskabets 5G-modemchips.

NTN står for Non-Terrestrial Networks, altså ikke-jordbunden kommunikation – hvilket er et andet udtryk for satellitkommunikation. Der er tale om forbindelse til såkaldte LEO-satellitter. LEO står for Low Earth Orbit. Apples SOS-funktion burger også LEO-satellitter.

Både frem OG tilbage – med billeder

Samsungs teknologi kan mere end Apples kan (for nuværende), idet du både kan sende og modtage tekstbeskeder, men også dele billeder i høj opløsning, samt videoer. Dette kan naturligvis være praktisk, hvis nogen er kommet til skade, eller hvis der er behov for instrukser til at reparere et eller andet. Det er dog formentlig pænt dyrt at sende en video via satellit.

Qualcomm meldte allerede i sidste måned ud, at der er på vej med satellitkommunikation til firmaets modemchips og Snapdragon-platformen (Foto: Qualcomm).

Den sydkoreanske teknologigigant skriver, at det er lykkedes dem at bygge NTN-forbindelserne ind i selskabets Exynos Modem 5300-referenceplatform, hvilket i princippet skulle betyde, at fremtidige 5G-chips i de fleste Samsung-smartphones skulle kunne kommunikere via satellit. Hvornår vi ser de første af slagsen er ikke til at vide, men et godt bud vil være i S24-flagskibsmodellen, der kommer til næste år. Eller måske allerede i efterårets foldbare modeller.

Når det regner på præsten drypper det på degnen (og formentlig også på kirkekoret og organisten), så Samsung er ikke alene om at komme ud med tilføjelsen af satellitfunktionalitet. Qualcomm, der med Snapdragon-chipsne leverer CPU’er og modem-chips til de fleste smartphones, der ikke står Apple eller Samsung på, annoncerede allerede under CES i januar, at de fra andet halvår 2023 vil kunne tilbyde beskedkommunikation via satellit på Android-telefoner.

Bluetooth-dongle med satellitfunktion

Det har fået Qualcomms største konkurrent, taiwanesiske MediaTek, op på dupperne. De leverer SoC’er til bl.a. smartphones fra Motorola, OnePlus, Vivo, OPPO, Xiaomi med flere og har i dag annonceret, at deres satellit-chipteknologi debuterer under Mobile World Congress i næste uge. Det sker i form af to nye Motorola-smartphones, defy 2 og CAT S75, der begge kan sende beskeder frem og tilbage via satellit.

Motorolas Defy Satellite Link giver alle smartphones adgang til satellit-beskedkommunikation (Foto: Motorola).

MediaTek og Motorola har dog også i dag annonceret Defy Satellite Link, en lille Bluetooth-dongle til 100 dollar (cirka 705 kroner før skatter og afgifter), der giver satellit-forbindelse til enhver der har brug for det, uanset smartphone-model.

Så kan alle sende og modtage beskeder i nødstilfælde via tjenesten Bullitt, som MediaTek og Motorola har lavet partnerskaber med. Et 12-måneders abonnement på tjenesten koster en tredjedel mere end donglen, nemlig 149 dollar, eller 1050 kr. før skatter og afgifter. Hvornår disse tjenester eventuelt bliver tilgængelige for danske kunder, er der foreløbig ingen meldinger om.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.