Forside * Nyheder

Google teaser fremtiden for søgning og Maps i næste uge

-
(Foto: Google)

Derudover gætter flere medier på, at virksomheden vil løfte sløret for sin integration af AI med søgning og anden informations-tilgang.

Normalt skal vi vente til maj for at få nyt om Googles idéer om fremtiden. Det plejer at ske på udviklerkonferencen Google I/O. Men måske forventer Google at have så meget at byde på til den tid, at de er nødt til at komme af med nogle af nyhederne allerede nu.

I hvert fald har Google indbudt til en livestreaming-event fra Paris på onsdag d. 8. februar kl. 14.30 dansk tid. Her vil de tilsyneladende vise nogle ting frem, i kategorier, som vi oftest hører om på Google I/O.

Annonce:

Ifølge Googles kortfattede invitation vil firmaet vise frem, hvordan de forestiller sig, at vi søger og interagerer med information i den nære fremtid. Skal man stole på noget af det materiale, Google har publiceret i forbindelse med informationen (se billede), er der blandt andet tale om nyheder relateret til Google Maps, Google Translate, Google Lens og  forskellige shopping-muligheder.

Google opfordrer os til at kigge med for at høre om, hvordan de vil ”åbne op for større adgang til information for mennesker alle vegne, gennem Search, Maps med mere”. At ”Search” og ”Maps” er skrevet med store bogstaver indikerer, at der er tale om forbedringer af selve produkterne, så det er altså ikke bare søgning helt generelt, Google mener.

Bedre søgning med naturligt sprog

Flere medier har dog hæftet sig ved den sidste del af sætningen, ”med mere”. På engelsk skriver Google det som ”and beyond”, hvilket får det hele til at lyde endnu mere eksotisk og fremtidsagtigt, og det har fået flere medier til at spekulere på, om Google mon vil afsløre noget om sine AI-planer.

AI-skabte billeder og videoer var et populært tidsfordriv for mange i efteråret, og lige nu taler en del om, hvordan ChatGPT er så god til at udtrykke sig i et naturligt menneskesprog, at den kan skrive studerendes opgaver for dem og få Siri til at fungere bedre.

Men angiveligt har Microsofts offentliggørelse af sine planer om at implementere ChatGPT- og GPT-3-modellerne i Bing, fået Google op på mærkerne. For et par uger siden rapporterede New York Times, at Googles topchef, Sundar Pichai, ”slog alarm” og satte turbo på udviklingen af AI, specifikt offentlighedens adgang til Googles AI’er med naturlig sprog-interaktion.

Således kunne Pichai afsløre, under Googles fremlæggelse af sit regnskab for fjerde kvartal 2022 i går, at AI’erne vil ”blive tilgængelige for folk i de kommende uger og måneder” og at LaMDA-modellen bliver den første, der åbnes for.

Flere medier, herunder Engadget og The Verge gætter på, at det netop en integration mellem AI’er med naturligt sprog og Googles søge-initiativer (for eksempel inklusive Google Assistant), som Google mener, når de skriver ”med mere”. Men det får vi enten be- eller afkræftet på onsdag.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.