TDC Net varsler enden på kobbernettet som vil lukke fastnet, ADSL mm.
De gamle telefonkabler, kobbernettet, er forældet teknologi som ejeren TDC Net gerne ser lukket. Det vil betyde et farvel til fastnet-telefoner, ADSL-internet mm. som det kendes i dag.
Det er TDC Nets direktør Michel Jumeau som i dag fortæller til Børsen, at han vil stå bag en nedlukning af det gamle kobbernet.
Et kobbernet som i langt over 100 år har dannet grundlag for den danske teleinfrastruktur.
“Nedlukningen af kobber sker overalt i Europa. Hvert år migrerer 15 til 20% af kunderne på kobbernettet over til vores højhastighedsforbindelser. Hvis du multiplicerer det, vil det om bare fem år være stort set tømt”, fortæller Michel Jumeau til avisen.
I dag er der 632.000 kunder på kobbernettet, og de vil skulle flyttes over på andre teknologier, som fiberkabler.
Det er indtil videre kun et varsel om hvad TDC Net arbejder hen i mod. Der er endnu ikke sat en dato for kobbernettets lukning.