Forside * Featured

BBC lancerer tv-kanalen BBC Nordic i Danmark

-

Storbritanniens største tv-selskab og en af verdens førende public service-udbydere, BBC, lancerer snart tv-kanalen BBC Nordic og on demand-løsningen BBC Nordic+ i Danmark. Det sker gennem BBC Studios, tv-gigantens kommercielle produktionsselskab.

Danske seere har noget at se frem til, når den britiske tv-gigant BBC inden længe lancerer en ny nordisk tv-kanal ved navn BBC Nordic. Kanalen samler de bedste underholdnings- og dokumentarprogrammer fra henholdsvis BBC Brit og BBC Earth og erstatter dermed begge i selskabets nuværende kanalmix i danske tv-pakker.

Annonce:

Samtidig lanceres BBC Nordic+ som en on demand-tjeneste, der giver seere mulighed for at gå i dybden med programmerne fra den nye kanals arkiver, når det passer dem.

BBC’s nye tv-kanal lander på baggrund af flere års markedserfaring i Danmark og Norden med indgående kendskab til de danske seeres præferencer. Når BBC Nordic går i luften til foråret, vil velkendte favoritter som ’QI’ og ’The Graham Norton Show’ således få følgeskab af nye tilføjelser som underholdningsprogrammet ’The Great British Bake Off’ og dokumentarserien ’Serengeti’.

”Vi har håndplukket shows, som vi ved vores nordiske publikum elsker, med spændende nye tilføjelser, der appellerer til en bredere og mere mangfoldig målgruppe. Lanceringen af BBC Nordic+ gør samtidig, at vores nordiske seere får én BBC-platform til både tv og on demand,” siger Arran Tindall, Senior Vice President, Key Markets hos BBC Studios.

Blandt de programmer, der vil være tilgængelige på BBC Nordic fra start, er den nye serie ’Louis Theroux Interviews…’ fra den prisvindende dokumentarist Louis Theroux. I programmet kommer Theroux helt tæt på Storbritanniens største stjerner. Tredje sæson af ’Serengeti’ vil derudover rykke seerne helt ind i hjertet af Tanzanias eventyrlige og farlige dyreliv.

 Livsstils- og underholdningsprogrammer vil også udgøre en vigtig del af programsortimentet. Her vil ’The Great British Bake Off’ og ’Den store pottedyst’ (’The Great Pottery Throw Down’) – et veldrejet hyggeprogram, hvor 12 pottemagere dyster ved drejebænken – køre side om side med home makeover-klassikeren ’DIY SOS’, hvor britiske familier får deres hjem faceliftet til den store guldmedalje.

BBC Nordic+ vil som on demand-tjeneste give seere mulighed for at se alt indhold fra BBC Nordic-kanalen samt udforske nyt og nøje udvalgt indhold inden for kunst, historie, dokumentar og musik. Det vil blandt andet omfatte den splinternye hiphopdokumentarserie ’Public Enemy: How Hip Hop Changed the World’ af Public Enemy-frontmanden Chuck D, hvor raplegender som Eminem, Run-D.M.C. og Ice-T medvirker.

BBC Nordic og BBC Nordic+ lanceres i Danmark og Norden den 17. april 2023 kl. 10:00.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.