Forside * Nyheder

Rygte: Surface Duo 3 droppet til fordel for Surface-telefon med foldbar skærm

-
(Foto: Microsoft/Rec.dk)

En Surface Duo 3 med dobbeltskærm var angiveligt klar til at blive sendt på markedet, men er blevet aflyst.

Det virkede allerede lidt som et halvfærdigt kompromis, da Microsoft sendte Surface Duo på gaden. I en tid, hvor foldbare skærme langsomt vinder frem, anså mange det for at være en lidt mærkelig løsning at sætte to skærme sammen i en smartphone. Men Microsoft holdt fast i princippet og sendte endda en Surface Duo 2 på gaden.

Nu melder den normalvis velinformerede Zac Bowden ovre på Windows Central, at Microsoft har aflyst Surface Duo 3. Den tredje enhed i serien var ellers klar til at blive sendt på gaden i slutningen af 2023.

Annonce:

Men Microsoft har åbenbart kigget på Samsungs succes med f.eks. Fold-modellerne (og Vivos tilsvarende i Kina) og har besluttet, at tiden ikke længere er til to skærme, når man kan få en foldbar. Så nu kommer den næste Surface-telefon med en sådan skærm i stedet.

Microsoft har ifølge Bowden allerede været igennem en eksperimenterings- og prototype-fase for den nye Surface-smartphone, der på samme måde som f.eks. Samsungs Fold-serie kommer til at have et 180-graders hængsel og en mindre skærm på ydersiden.

Gentænkte strategien efter dårlige anmeldelser

Man må formode, at den kommende smartphone så får de samme, nye funktioner som Surface Duo 3 skulle have haft, og som ikke har noget med skærmen at gøre. For eksempel skulle Surface-smartphonen få trådløs opladning ombord. Der skulle også være tale om et formskifte til et smallere og højere format, med skærme, der går helt ud til kanten. Vi må se, om det sidste holder med den nye, foldbare skærm.

Angiveligt begyndte Surface-teamet allerede at eksperimentere med en foldbar skærm i slutningen af 2021, da Surface Duo 2 kom ud og mildest talt fik blandede anmeldelser i tech-medierne. Det virker heller ikke umiddelbart som om Surface Duo 2s salgstal har været i nærheden af de store salgssucceser i Surface-universet, herunder Surface Pro.

Hvorvidt Microsoft vil forsøge at fastholde udgivelsestidspunktet er også temmelig usikkert. Selv om Surface-holdet har været i gang i et års tid, kan de næppe nå at gøre en ny Surface-telefon med foldbar skærm klar til efteråret.

Derudover melder Bowdens kilder også, at Microsoft overvejer at lave en Surface-smartphone i det mere traditionelle smartphone-format, der altså ikke kan klappes sammen. Sådan en smartphone vil givetvis køre Android ligesom Surface Duo 2, men skulle have muligheden for en tættere integration med Windows som sit primære salgsargument.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.