Vi får snart en ny app til rejser. RejseBillet vil være landsdækkende til betaling af rejser
Den kommende app RejseBillet bliver forløberen for det elektroniske rejsekort, og det er da også Rejsekort som står bag.
Modsat Rejsekort, hvor turen afregnes ved tjek ud på slutningen af rejsen, så betaler man på forhånd for turen i RejseBillet. Som det kendes fra f.eks. DSB app.
Fidusen ved den nye app, fremfor trafikselskabernes egne apps, er at denne kommer til at virke landsdækkende.
Med RejseBillet kan rejsende med kollektiv transport i Danmark købe enkeltbilletter på tværs af takstområder, transportmidler og regioner. Derudover kan man bruge RejseBillet til sine pendlerprodukter.
“RejseBillet bliver den første app i Danmark, som tilbyder landsdækkende enkeltbilletter og periodekort”, fortæller Kasper A. Schmidt, adm. direktør hos Rejsekort & Rejseplan A/S, i en udmelding og fortsætter:
“Det er første skridt på rejsen mod digitalisering af Rejsekort, og vi ser frem til, at vi kan tilbyde endnu et produkt, som de rejsende med kollektiv transport i Danmark kan få glæde af i deres hverdag”.
Der er endnu ingen dato på lanceringen, kun at RejseBillet kommer her i løbet af foråret.