Forside * Nyheder

Ny alsidig Lenovo Yoga-computer med to skærme

-

Lenovo er klar med en række nye, alsidige Yoga-produkter, der passer til flere forskellige brugssituationer. Mest iøjnefaldende er den nye Yoga Book 9i med to skærme, pen og aftageligt Bluetooth-tastatur.

Annonce:

 ’Hybrid’ har været et uomgængeligt nøgleord de seneste par år. I takt med at grænserne mellem arbejde og fritid udviskes, bliver computere i stigende grad udviklet til at kunne klare både underholdning og arbejde. I forbindelse med årets CES præsenterer Lenovo en række nye produkter, der befinder sig netop i det spændingsfelt.

Yoga Book 9i er den første bærbar i fuld størrelse med en dobbelt OLED-skærm. Hver måler de 13,3 tommer og byder på en 2,8K-opløsning og glimrende farvegengivelse og kontrast. Designet gør det nemt at se indhold over begge skærme eller have to forskellige programvinduer åbne på én gang – et på hver skærm.

Samtidig sikrer designet, at computeren kan bruges i et væld af forskellige fysiske indstillinger, fx som en klassisk bærbar, en tablet eller stående som et telt. Dermed passer den til en række brugssituationer. For eksempel kan du have et videomøde kørende på den ene skærm og en præsentation eller noter på den anden.

Til at drive de to skærme er Yoga Book 9i udstyret med seneste generations Intel Core-processor. Computeren er bygget på Intel Evo-platformen og indskriver sig i en gruppe af maskiner, som er lette, hurtige og med lang batteritid.

 Samtidig er den udstyret med et aftageligt Bluetooth-tastatur og en Smart Pen, så du nemmere kan arbejde på farten.

Pris og levering

Lenovo forventer at den kommer til at koste omkring 2.100 USD (14.800 DKK), og kommer hen mod sommeren 2023.

 

Andre CES nyheder. Se også: CES Tema

 
 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.