Forside * Featured

Nu bliver powerstationer til det smarte hjem billigere og hurtigere

-
En pyramide af Geneverse 02, deres 2400W powerstation, der kan lades med solkraft på bare 3-4 timer (Foto: Rec.dk)

Transportable, batteridrevne elgeneratorer bliver nu langt mere brugbare i danske smarthjem, fordi de kan lades op med blot 3-4 timers solskin og dermed kan skære en del af elregningen.

De fleste kan jo nok skrive under på, at de har holdt lidt tættere øje med strømforbruget, siden Rusland invaderede Ukraine og energipriserne strøg i vejret. Men hvad nu, hvis du slet ikke behøvede tænke over strømforbruget for mange af dine devices?

I USA har der længe været vækst i salget af de såkaldte transportable, elektriske strømgeneratorer, der hos Spejder Sport kaldes en ”powerstation” på godt, moderne dansk. Goal Zero, som Spejder Sport har haft i sortimentet i mange år, har længe været en markedsleder på området.

Annonce:

Rec.dk’s udsendte plejer altid at slå et smut forbi Goal Zeros CES-stand for at se, hvad de har af nyt. Men Goal Zero var ingen steder at finde på årets CES. Og det er der en grund til. Fra næsten at have siddet på markedet alene, har Goal Zero nu fået konkurrence fra en frygtelig masse andre mærker, og i år var der nærmest en eksplosion af udstillere med powerstationer på messen.

Lad os dog lige først og fremmest gennemgå, hvorfor en powerstation kan være en god tilføjelse til det smarte hjem. Egentlig er powerstationer tænkt som en slags stor powerbank, der kan levere strøm til ting, du normalt sætter i en stikkontakt i væggen. På den måde er der ikke rigtig længere nogle grænser for, hvilken forbrugerteknologi, du kan tage med på campingturen.

Virker nu bedre i skyede egne

De fleste powerstationer kan tilmed både lades op fra stikket i væggen og med solfangere som tilbehør, og jo flere af de sidstnævnte, du sætter til, jo hurtigere går opladningen. Og som det nok allerede nu vil være gået op for folk med en anelse forstand på elektricitet, har powerstationer i første omgang været et hit i USA. Dels fordi, de kører med 110V derovre (og der derfor kan hives mere ud af en opladning end med 220V), og dels fordi, der er flere solbeskinnede områder i USA end i Nordeuropa.

Men tre ting gør nu powerstationer mere brugbare og attråværdige for f.eks. danskere. Først og fremmest er powerstationer, der oplades med solkraft, uafhængige af el-installationen og eventuelle solpaneler i dit hjem og derfor bliver du ikke tvunget til at sende overskudsstrømmen tilbage i elnettet.

Her er blot fire af de utallige powerstation-mærker, der var overalt på CES i år. Med uret er det fra øverst til venstre powerstationer fra Bluetti, Yoshinq, Green Power og Lunna, der alle producerer til det europæiske marked (Foto: Rec.dk)

For det andet er en hel bølge af kinesiske firmaer kommet på markedet med powerstationer rettet mod både EU og USA, og det presser prisen på dem ned. Det betyder også, at de amerikanske firmaer, der tidligere har været fokuseret på hjemmemarkedet nu vender blikket mod EU, hvilket giver øget konkurrence og lavere priser. Du får altså flere kW i en powerstation end nogensinde før pr. krone, du betaler.

For det tredje kan powerstationerne nu lades så hurtigt op med solkraft, at det selv giver mening at gøre det i et solfattigt land som Danmark. Det skyldes at mange af de ledende firmaer i kategorien begyndt at udvikle på battericelle-teknologien i powerstationerne.

Amerikanske firmaer rettet blikket mod EU

Et eksempel herpå er det amerikanske firma Geneverse, der har udviklet nogle nye powerstationer, der bruger litium-jern-fosfat-celler (LiFePO4) i stedet for li-ion-celler. Selv om LiFePO4-battericeller faktisk er en ældre batteriteknologi end li-ion, er det lykkedes Geneverse at lave en 2200W-powerstation, der kan lades op på bare 3-4 timer med to transportable solfanger-paneler.

Geneverse er ikke nervøse for at lade selv et strømkrævende køleskab køre over deres powerstation (Foto: Rec.dk)

Taget i betragtning, at solfangere også lader en smule fra solen, når det er overskyet, bliver det pludselig til en mulig løsning for folk, der gerne vil købe mindre strøm fra elnettet – også i Danmark.

Du kan f.eks. vælge at lade al hjemmets forbrugerelektronik med lavt strømforbrug, såsom smartphone- og laptop-opladere, spilkonsoller osv. køre over powerstationen via et par strømskinner med forlængerledninger. Så længe strømforbruget er lavere end hvad powerstationen kan hive ud af solfangerne over en given periode, passer det hele sig selv… og koster ikke noget som helst på elregningen.

Her er den europæiske version af Geneverses powerstation, der kommer til EU her i foråret (Foto: Rec.dk)

Netop Geneverse er interessant i denne sammenhæng, fordi de nu vender blikket mod Europa. Deres produkter kommer til salg i Tyskland i løbet af foråret, og vil formentlig kunne bestilles på den tyske Amazon (det mente firmaets repræsentant i hvert fald). Prismæssigt ligger den helt store 2200W/2400Wh-generator på 2.000 dollar, altså cirka 14.000 kroner før danske skatter og afgifter. Og så falder priserne derefter, afhængig af, hvor stor, powerstationen skal være.

Rullende powerstation lader sig selv op

Den europæiske version af Geneverse’s LiFePO4-powerstationer kan ses på billedet herover. Et andet firma, der fortjener lidt omtale i den sammenhæng, er Jackery. Elgiganten forhandler blandt andet Jackery’s powerstationer, og de var også CES 2023 med powerstationer, der påstås at kunne lades op på 3-4 timer med solfangere.

Jackerys LightCycle S1 er et batteri, der lader sig selv op ved at rulle og som på sigt vil kunne spændes bag på en bil. I baggrunden ses SpacePro, der er et andet, rulbart batteri, der har solfangerne indbygget, og du kan lige ane Jackerys nye, transportable vindmølle til højre (Foto: Rec.dk)

Vi kunne dog ikke helt få ud af Jackery-repræsentanten, om der også var tale om LiFePO4-batterier, og hvor store de var. Men det var nok fordi, han havde for travlt med at fortælle os om en nyhed fra Jackerys side, som vi må indrømme er temmelig smart. Den ting, der ligner en havetromle på billedet herunder, er ikke en havetromle, men en rullende powerstation.

Ud over, at det er nemmere at transportere en tung powerstation hvis den kan rulle, har den nye prototype også en anden fordel: Den lader op, når du ruller den. Akkurat som med de gamle, hjuldrevne dynamoer til cykellygter, omdannes kinetisk energi til strøm i batteriet, når det rulles.

Ifølge Jackery får den endelige version både let affjedring og dækgummi på overfladen, for idéen er, at den skal kunne spændes bag på en bil og dermed kan lades op, når du kører på camping. Som Jackerys repræsentant fortalte os, kan den også bare rulles frem og tilbage som en form for fitness…

 

Andre CES nyheder. Se også: CES Tema

 
 

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.