Nokia opgraderer deres T20 tablet til T21. Vi har kigget på den
Tilbage i september måned der kiggede vi på Nokias lille 8 tommers T10 tablet, som overraskede ganske positivt da den i vores øjne var væsentlig bedre end prisen måske antydede.
Er der alligevel behov for en større tablet og vil du gerne have en smule bedre specifikationer end T10´eren, så er T21 måske værd at kigge på.
T21 blev præsenteret på IFA tidligere i år og er en Andriod tablet med 4GB Ram, Wifi/4G samt 64 eller 128 GB lagerplads. Farven er to-tonet trækulsgrå, tykkelsen 7,5 mm og den vejer 471 gram.
Det første jeg bemærkede var at T21, ligesom T10 føles ganske velbygget. Jeg er vant til iPads og selvom vi ikke når samme “lækkerhed”, er jeg vældig positiv over hvad Nokia tilbyder for mindre end det halve af hvad Apple kræver.
T21 er relativt let, hvilket gør den rar at sidde med. Nokia fortæller i øvrigt, at T21 består af 60% genbrugsplast, så miljøet skånes bedst muligt.
Udover vægten bemærkede jeg også 5:3 billedformatet, som jeg synes passer helt perfekt til at se film og serier, samt brug af T21 på højkant når der skal læses artikler online.
Billede
I forhold til film og serier, så har T21 en 2K opløsning (2.000 x 1.200 pixels), som gør at dine film, tv eller serier står skarpt. Selvom billedet overordnet set er flot og skarpt bemærkede jeg en tendens til et gråligt skær, når scenerne blev mørkest.
Betragtningsvinklen er heller ikke alt for god, men jeg antager at de fleste bruger en tablet alene og derfor sidder med den direkte foran sig når de ser film.
Lyd
Da jeg testede lillebroderen T10, var jeg ikke specielt imponeret over lyden. Heldigvis er lyden noget bedre på T21. Tabletten kommer med to højttalere, en i hver side, placeret fornuftigt så dine hænder ikke dækker over højttalerne når du holder tabletten.
Det er naturligvis ikke en dyb basoplevelse de giver, men lyden er fin og højttalerne kan spille ganske højt. Skal du se en film, vil jeg dog alligevel anbefale, at du bruger et par gode hovedtelefoner, som enten kan tilsluttes via bluetooth 5.0 eller minijack stik.
Kamera
T21 er endvidere forsynet med to 8mp kameraer, som fungerer fint især til videomøder. Personligt bruger jeg aldrig tablets til at tage billeder med, så denne del er ikke testet særlig grundigt. Muligheden for at skyde film og billeder er der og det er fint synes jeg.
Konklusion
Samlet set er Nokia T21 en rigtig god oplevelse. Selvfølgelig når den ikke iPad hvad angår lækkerhed og hurtighed, men til prisen, ja der må jeg bare sige, at Nokia har ramt plet.
Du får en rigtig fin tablet her, hvis du bruger tablets til film, serier, lidt gaming samt surf på nettet og ikke vil betale en mindre formue.
Karakter: 8/10
Pris og tilgængelighed
Nokia T21 koster omkring 2.300 kr.
Kan du vente til midten af februar ser den ud til at nå ned på 2.000 kr.