Forside * Nyheder

Mando og Grogu vender tilbage 1. marts

-
(Foto: Disney/Lucasfilm)

Tredje sæson af ’The Mandalorian’ ser ud til at fortælle mere om Mandalorianernes historie og indbyrdes klankrige.

Uden kendskab til sammenhængen kan det lyde som noget værre vrøvl at udtale ordene ”Mando og Grogu vender tilbage”. Men når man kender sammenhængen, er der naturligvis grund til at glæde sig.

For fans af Star Wars-universet ved naturligvis, at ”Mando” er Din Djarin, manden der giver ’The Mandalorian’-serien sit navn. Og Grogu er hans ”adoptiv-søn”, der sjovt nok formentlig er ældre end ham selv.

Annonce:

Disney havde oprindeligt meldt ud, at tredje sæson af ’The Mandalorian’ ville lande til februar, men den er altså blevet en anelse forsinket. Men nu ligger det fast, at gensynet med Mando og Grogu sker 1. marts på Disney+. Det blev meldt ud igår på den officielle ‘The Mandalorian’-Twitterkonto.

Sidst, vi så den dynamiske duo, var det i ’The Book of Boba Fett’-serien, hvor de to stjal showet fra Star Wars-universets mest kendte dusørjæger. Fordi Boba Fetts skæbne er sammenflettet med Mandos og Grogus, var adskillige afsnit af denne serie dedikeret til det umage par.

Et opgør med fortiden

I Boba Fett-serien hjælper Luke Skywalker Grogu med at få styr på sine Jedi-evner, men efter at have modtaget en totalt nuttet ringbrynje lavet af mandaloriansk Beskar-stål fra Mando, bliver Grogu stillet overfor et valg af sin mester.

Valget står mellem at blive hos Luke Skywalker og fortsætte sin træning, hvilket forudsætter – i den vanlige Jedi-stil – en asketisk tilværelse uden emotionelle bånd til andre, eller at tage ringbrynjen på og vende tilbage til Mando. Hen imod slutningen af serien vælger Grogu det sidste (hvilket nok er heldigt, eftersom vi ved fra Episode VIII at Luke’s Jedi-skole jo bliver smadret af Kylo Ren).

For makkerparrets vedkommende ender Boba Fett-serien med at de suser ud i galaksen i et nyrenoveret rumskib fra Naboo, og det er her, tredje sæson af serien formentlig begynder.
Disney gav os en teaser-trailer tilbage i september, der fokuserer på planeten Mandalores historik med indbyrdes konflikter mellem klaner og religioner, noget som også blev udforsket en hel del i den animerede serie ’The Clone Wars’.

For eksempel hører vi Katee Sackhoff i rollen som Bo-Katan Kryze diskutere, hvordan Din Djarins klan-religion var med til at splitte Mandalorian-folket. Og også hvordan Mando måske opgav sit Mandalorianer-medlemskort – eller i det mindste medlemskabet af sin religion og klan, da han tog hjelmen af tidligere i serien. Men ud over historie-lektionen ser der også ud til at være masser af action i vente.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.