Et lille Silicon Valley-firma forårsagede tre skraldevognsbrande på en måned og er et godt eksempel på, hvorfor Li-Ion-batterier skal til genbrug og ikke skal smides i skraldespanden.
De fleste Rec-læsere ved nok, hvordan de skal skille sig af med forbrugerteknologi, der ikke længere kan bruges eller sælges. De fleste af læserne kender formentlig også til risikoen for at Li-Ion-batterier kan selvantænde.
Om ikke andet, er der sikkert mange af læserne, der husker Samsungs problemer med Note 7, hvor batteriet netop selvantændte og skabte både en masse ballade for brugerne og gav den nu nedlagte Note-serie et dårligt ry i en periode.
Det er dog som regel et andet slags miljøhensyn, der som oftest dukker op, når f.eks. Miljøstyrelsen opfordrer forbrugerne til at sende brugte Li-Ion-batterier til genbrug. Det handler om at de indeholder materialer, der sagtens kan sendes tilbage i cirkulation og dukke op i nye produkter.
Og selv om dette er både rigtigt og vigtigt, skal man dog ikke glemme, at hvis et Li-Ion-batteri bliver smidt ud sammen med andet affald fordi man f.eks. glemmer at sortere, så kan batteriet selvantænde og dermed tænde ild til f.eks. papir og pap, og det kan faktisk gå rigtig galt og være til fare for andre.
Tre skraldevognsbrande på fire uger
Et godt eksempel på dette er en lille lokalhistorie fra byen Campbell i Californien, der ligger i San José-området, altså lige midt i Silicon Valley. Her bor en lille hjemme-virksomhed ved navn iDiskk, LLC, der primært lever af at reparere og gensælge, eller alternativt sørge for at skille sig miljørigtigt af med, forbrugerelektronik der er blevet returneret til Amazon og som Amazon ikke selv vil tage sig af.
Normalt skiller den lille virksomhed sig altså korrekt af med elektronikaffaldet, men hen over fire uger sidste efterår sløsede medarbejderne tilsyneladende med det. I mindst tre tilfælde blev affaldssorteringen ignoreret og Li-Ion-batterier blev smidt ud sammen med resten af affaldet. Vi kender til disse tre tilfælde, fordi de udløste brande i skraldevognene, der samlede affaldet op.
I alle tre tilfælde reagerede renovationsmedarbejderne som de skulle ifølge den lokale lovgivning, og hældte al det indsamlede affald i skraldevognen ud på gaden, så branden kunne slukkes, før den bredte sig til f.eks. førerkabinen, skriver Ars Technica. Sådan lykkedes det blandt andet at identificere kilden til brandene.
Ingen personer kom til skade, men der var en del materiel skade, og iDiskk, LLC stod derfor til en bøde. Der er netop faldet dom i sagen, og bøden lyder på 25.000 dollar – cirka 175.550 kroner. Det kunne dog let være gået ud over renovationsmedarbejderne, og i et enkelt tilfælde blev det hele gjort endnu farligere da en af skraldevognene kom i karambolage med en elmast, der væltede, mens det brændende affald blev hældt ud på gaden.
Stena Recycling, der blandt andet tager sig af de Li-Ion-batterier, danske husstande sender til genbrug, kan også skrive under på brandfaren ifølge Ing.dk.