En skrivebordslampe, et webcam i 4K, en USB-hub og en Qi-ladeplade i en samlet enhed kan være ganske praktisk.
Der plejer at stå IKEA på produktet, når vi omtaler smarte kombinationer af forbrugerelektronik, hvad enten, der er tale om lamper med Sonos-højttalere indbygget eller borde, der også er luftrensere.
Men det ser ud som om, at IKEA måske har startet lidt af en trend med kombinations-gadgets. I hvert fald har Lenovo annonceret, at de tager Go Desk Station med på CES til januar, og den kunne nok lige så godt være lavet af IKEA (hvis ikke det var for det ikke-særlig-IKEA-agtige udseende).
Go Desk Station kombinerer en række af de ting, der ellers fylder op på skrivebordet, og som regel har hvert sit kabel stikkende ud bagi. Med andre ord sparer Go Desk Station ikke bare plads, men rydder også op i dit kabel-virvar.
Helt præcist er der tale om en skrivebordslampe, et 4K-webcam, en USB-hub og en Qi-ladeplade. Den sidstnævnte kan oplade med 15 Watt, så man skal formentlig ikke forvente lynopladning á la Xiaomi, men sjatopladning mens man arbejder skal man ikke kimse ad. Selve pladen ser ud til at kunne placeres i forskellige vinkler, så den ikke kommer i vejen for andre ting på bordet.
Halvdyr avanceret skrivebordslampe
Skal det gå hurtigere med opladningen, kan du i stedet bruge den indbyggede USB-hub. Den kan levere 65W strøm via USB-C til din laptop, så du kan putte din strømforsyning i tasken i stedet. Derudover har hubben, der har til huse i lampens fod, to yderligere USB-C-porte, to USB-A 3.1-porte og en HDMI 2.0-port til din monitor.
Og hvis du gerne vil fjerne endnu et kabel fra skrivebordet, har lampen også et webcam ombord, der svarer til Lenovos Go 4K-kamera. Kameraet kan håndtere streaming i op til 30fps i 4K-opløsningen, og har både autofokus og autoframing indbygget. Du kan også justere field-of-view på kameraet, hvilket er en funktion, mange webkameraer mangler af en eller anden besynderlig grund.
Endelig er der naturligvis lampen, der kan hjælpe med at få dig til at se godt ud, når du holder virtuelle møder. Ud over at lampen og kameraet kan arbejde sammen om at skabe de rette lysforhold, når du bruger kameraet, kan du også selv indstille lampens farvetemperatur, dog kun i tre trin: 3000K, 4500K og 6500K.
Det svarer til gulligt, varmt lys over blåligt, hvidt lys til dagslys-agtig temperatur. Lysstyrken kan nå 1600 lux ved en afstand på en halv meter. Som det kan ses på billederne, kan lampen justeres, så den står i en vinkel, eller foldes sammen, så den ligner en stang med et webcam i toppen.
Man får dog lov at betale for de mange funktioner. Vi kender endnu ikke den danske pris, men den amerikanske pris er 329 dollar, eller cirka 2300 kroner før danske skatter og afgifter kommer oven i. Så der bliver formentlig tale om en pris på mellem 2500-3000 kroner for en avanceret skrivebordslampe. Lenovo Go Desk Station skulle komme i butikkerne til marts.
- Flad eller buet: Nu kommer det fleksible OLED TV
- 4K UHD tog over fra 8K
- I den mere fjollede ende af smarthjems-trenden
- Flade batterier kan sende trådløst OLED TV i gulvet
- TP-Link lancerer nye smart home-kameraer
- Ny Android Auto ruller ud
- AMDs nye Ryzen-processor slår Apple M1 Pro og M2
- trend: Design-styring af det Matter-kompatible hjem
- Nu bliver powerstationer til det smarte hjem billigere og hurtigere
- CES 2023: Se vores video af Rings drone-patruljevagt til hjemmet