Forside * Nyheder

iPhone 14 Pro skulle have været kraftigere, men chip-teamet fejlede

-
(Foto: Apple)

A16 Bionic-chippen var egentlig planlagt til at understøtte ray tracing i 2022, men det resulterede i overophedede iPhones og drænede batterier.

Når det gælder Apples overgang til at være selvforsynende med sine chips, har nyhederne primært været gode og historierne overvejende karakteriseret af succeser. Men nu kommer der malurt i bægeret fra det normalt meget troværdige tech-nyhedsmedie The Information.

Ifølge The Informations kilder var der oprindeligt langt højere ambitioner for A16 Bionic chippen, der driver iPhone 14 Pro og Pro Max. I stedet måtte brugere af iPhone 14 Pro/Max nøjes med en chip, hvis design ligner sin forgænger temmelig meget.

Annonce:

Da Apple præsenterede årets iPhones var reaktionen generelt, at 2022 nok var et af de år, hvor årets iPhone ikke bød på ret meget nyt, hvilket satte forventningerne op for 2023. At Apple ikke buldrede frem med nye iPhone-innovationer i år var forståeligt nok, når man så på, hvor forsigtige konkurrenterne også var.

Forklaringen på den generelle forsigtighed i branchen lod til at være, at eftervirkningerne af pandemien fortsætter i form af problemer med levering af komponenter, mangel på arbejdskraft, global inflation med mere. Men ifølge The Information er der også en anden hovedårsag til Apples tilbageholdenhed, når det gælder iPhone i 2022.

Gik efter ray tracing

Apple Silicon-ingeniørerne havde angiveligt planlagt en ny chip, der var kraftig nok til at understøtte ray tracing. For ikke-gamere er ray tracing den del af grafikprocessen, der får lysforholdene i et spil til at se realistisk ud.

Det ville bringe iPhone på niveau med Android-smartphones baseret på Qualcomms SoC Snapdragon 8 Gen 2, der netop understøtter ray tracing, hvis den kombineres med de rette komponenter i smartphonen.

Gaming på iPhone 14 Pro (bill.) skulle have været en del sjovere, hvis alt var gået efter planen (Foto: Apple).

Men selv om Apples ingeniører arbejdede hårdt på at få ray tracing til at virke i A16 Bionics GPU, kunne de ikke nå det før deadlinen, skriver The Information. På trods af, at simulationer havde vist, det var muligt, kunne teknikerne ikke få A16 Bionic til at lade være med at overophede ved brug af ray tracing. Det gik angiveligt også kraftigt ud over strømforbruget, resulterende i batterier, der blev drænet på rekordtid.

Mangler en leder

I stedet måtte Apple derfor vælge plan B, som altså var at bruge en lettere opgraderet version af A15 Bionic fra sidste år. The Informations kilder peger på dårligt lederskab som årsag til de kuldsejlede ambitioner. Gerard Williams III, der var hoveddesigneren bag Apples iPhone-chips, forlod firmaet i 2019 for at starte chipproducenten Nuvia, der siden er blevet købt af Qualcomm.

Williams har angiveligt været på rovdrift i talentmassen hos Apples chipingeniører. Så mange af chipingeniørerne er gået over til deres tidligere chefs nye firma, at Apple på et tidspunkt begyndte at indkalde dem til ledelsespræsentationer, hvor ledelsen forsøgte at overbevise dem om at blive – blandt andet ved at påvise, hvor ofte nystartede chipfirmaer bukker under efter kort tid.

Selv manden, der overtog posten efter Williams har forladt skuden. Mike Filippo havde ifølge The Information adskillige ”sammenstød” med resten af chip-teamet, før han forlod Apple og begyndte at arbejde for Microsoft. Der er tilsyneladende stadig ikke fundet en afløser for Filippo, og chipdesign-afdelingen mangler derfor lederskab, hedder det fra The Informations kilder.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.