En ny Sonos højttaler-lampe i Symfonisk-serien er på vej hos IKEA
IKEA og Sonos har indgået et samarbejde om at lancere endnu en højttaler-lampe i Symfonisk-serien af højttaler-produkter som er kompatible med Sonos musiksystem.
Nyheden er en kombination af gulvlampe og højttaler, der passer ind i boligen.
De to virksomheder lancerede først en Symfonisk-lampehøjttaler i 2019, og den nye version fungerer som gulvlampe. Målet var at hjælpe folk med at lytte til musik i begrænsede rum, hvor der måske ikke er plads til en højttaler på et bord eller en bordplade.
“Vi har lært en masse om, hvordan folk ønsker at indrette sig med lys og lyd. Vi ved også, at mange mennesker ønsker at have flere lyskilder på forskellige niveauer og i forskellige dele af rummet for at skabe den rette stemning”, fortæller Stjepan Begic, Range Design Leader hos IKEA i Sverige, i en udmelding og fortsætter:
“Udfordringen med ikke at have plads nok til et bord til at sætte lampen på fik os til at skabe gulvlampen.”
Den ny stander-højttaler-lampe har en lampeskærm i bambus, der blidt spreder lyset i hele rummet. Det bliver muligt at vælge andre lampeskærme.
Sammen med andre produkter fra Symfonisk-serien eller andre Sonos-produkter, så kan lampen her også fungere som en baghøjttaler i Sonos surround.
Pris og tilgængelighed
Symfonisk gulvlampehøjttaler kommer til salg verden over til januar.
Prisen er ikke oplyst.