Spotify er den første af de helt store app-partnere, som Google nu lader Android-brugerne betale for via tredjepart i stedet for at gennemtvinge en 30% provision.
Det er ingen hemmelighed, at en af de største aktører i den forretningspolitiske krig mod Apples 30%-gebyr er Spotify. Allerede før Epic Games gjorde oprør og dermed indvarslede et længerevarende retssagsforløb (der stadig er i gang) klagede Spotify til EU over at skulle lægge penge i Apples kasse, hvergang nogen abonnerer på Spotify via iOS-app’en.
Spotify er stadig i gang med at føre skyttegravskrig mod Apple med vredt formulerede blogindlæg fra topledelsen og fortsat pres på at få den igangværende EU-undersøgelse til at blive færdig.
Men mens alt dette sker, bevæger Spotify sig samtidig fremad ovre på den anden side af smartphone-spektret, på Android-platformen. Selv om Google længe har benyttet sig af de samme principper som Apple, når det gælder provision på app-salg med mere, har firmaet valgt stille og roligt at begynde at lave om på tingene.
Med andre ord, mens Apple står fast på sine principper og fører krig ude i offentligheden, ser det ud til at ærkekonkurrenten Google laver aftaler med sine største app-partnere om bedre vilkår. Og den første, der får glæde af dette, er Spotify.
Brugerne bestemmer
Allerede tilbage i marts annoncerede Google, at de ville teste noget, de kalder ’User Choice Billing’. Det er et initiativ, hvor Android-brugere selv kan bestemme, om de vil betale gennem Google Play Stores indbyggede betalingssystem, eller et tredjeparts-system udenfor app-økosystemet.
Det sidste giver naturligvis brugerne den mulighed, at de for eksempel kan købe et Spotify-abonnement (eller hvilket som helst andet produkt til salg i Google Play Store) uden at bruge Google Play-systemet og dermed sende 30% af abonnementsbeløbet til Google.
’User Choice Billing’ blev startet som pilotprojekt for et par måneder siden, hvor app-udviklere i i visse regioner af EU, Australien, Indonesien, Indien og Japan kunne begynde at skrive sig op til projektet. Danmark var et af de lande, hvor pilotprojektet blev startet. Men allerede tilbage i marts blev Spotify annonceret som den første, store partner.
Og således kan Spotify nu på sin blog annoncere, at de netop er begyndt at udrulle ’User Choice Billing’ på platformen i visse markeder. Det står ikke helt klart om Danmark er i blandt disse markeder, da udrulningen stadig er i gang og Spotify ikke har specificeret, hvor de starter.
Men konklusionen er klar: Snart vil Android-brugere kunne vælge, om de vil betale for Spotify gennem Google Play Store eller tredjepart, og dermed, hvem de gerne vil sende penge til. Så må vi se om diverse politiske beslutninger i EU og USA får Apple til at følge trop på et tidspunkt.