Når Philips Hue opdateres til at understøtte Matter så vil Hue Bridge fortsat være i brug
I sidste uge meldte Philips Hue ud, at de er klar til den nye smarthjem standard Matter i løbet af første kvartal næste år.
Det efterlod et spørgsmål: Kan man så pille sin Philips Hue Bridge ud, og bruge pærer, lamper og tilbehør direkte sammen med en Matter Thread router?
Vi sendte det spørgsmål videre til Signify, dem som laver Philips Hue. Spørgsmålene lød:
Når Hue Bridge opdateres til Matter, bliver alle pærer og tilbehør så også opdateret? Kan Hue Bridge derefter fjernes, hvis der er en anden Matter Thread-router i hjemmet?
“Ja, når Philips Hue Bridge er opdateret med Matter, vil alle eksisterende og nye Philips Hue-pærer og tilbehør også blive aktiveret af Matter. De eneste undtagelser er Philips Hue Play HDMI Sync Box og drejeskiven på Tap dial-switchen”, fortæller Signify til recordere.dk og fortsætter:
“Philips Hue Bridge er nødvendig for interoperabilitet mellem Philips Hue-lamper og -tilbehør med andre Matter-aktiverede smart home-enheder”.
Så nej. Et skifte til Matter vil ikke fjerne Hue Bridge. Den skal fortsat være der.