Forside * Nyheder

Kinesisk COVID-nedlukning kan skabe mangel på iPhone 14 Pro op til jul

-
(Foto: Apple)

Apple har udsendt en kort besked om at iPhone 14 Pro-leverancerne bliver forsinkede… lige op til den travle julesæson.

Hvis du havde planlagt at give nogen en iPhone 14 Pro eller Pro Max i julegave, kan det være en god idé at finde en butik der har den på lager nu, eller bestille den over nettet så hurtigt som muligt.

Der er nemlig fare for, at der kommer mangel på dem i de kommende uger, hvor julegaveræset for alvor går i gang. Og det er ikke engang Apples skyld. Det er tværtimod de kinesiske myndigheder, der har stukket en kæp i hjulet.

Annonce:

I Kina fører Xi-regeringen p.t., hvad de kalder en ”nul-COVID”-politik, hvilket betyder en hård reaktion til selv den mindste opblussen af COVID-19 i landet. Og sådan en opblussen har Kina netop oplevet i visse regioner.

Som reaktion har den kinesiske regering valgt at gennemtvinge nedlukninger i Zhengzhou, hvor Foxconn har en stor fabrik liggende med 200.000 medarbejdere. Og lige præcis denne fabrik samler Apples iPhone 14 Pro og Pro Max-modeller.

”Længere ventetider”

Foreløbig har de kinesiske myndigheder lukket området ned i en uge, men der er ingen garanti for, at denne periode ikke bliver forlænget. Og en uge er rigtig lang tid, når det gælder produktion af iPhones.

Apple har nu meddelt, at de forventer at situationen kommer til at betyde forsinkelser. I en kort pressemeddelelse skriver firmaet, at fabrikken kører med ”stærk nedsat kapacitet”, og at Apple-ledelsen har prioriteret ”medarbejdernes sundhed i leverancekæden, som vi har gjort det under hele COVID-19-pandemien”

”Vi oplever stadig stor efterspørgsel på iPhone 14 Pro og iPhone 14 Pro Max-modellerne”, skriver Apple, ”men vi forventer nu et lavere antal leverancer end vi tidligere havde forventet, og det betyder, at kunderne vil opleve længere ventetider på de nye produkter”.

Apple tilføjer, at de arbejder tæt sammen med Foxconn om at normalisere forholdene uden at sætte medarbejdernes sundhed på spil. Det var på fabrikken i Zhengzhou, at visse medarbejdere for lidt over en uge siden flygtede væk fra fabrikken, da Xi-regeringen første gang begyndte at omtale nedlukningen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.