Forside * Nyheder

Kinesere bygger iPhone med foldbar skærm

-
Ligesom Samsungs Galaxy Z Flip-serie har iPhone V et logo på hængslet (Foto: AST/YouTube)

Når Apple ikke selv vil, må entusiastiske nørder vise, hvordan det gøres. Eller måske snarere, hvordan det ikke skal gøres.

Det er efterhånden et stykke tid siden at vi hørte de første rygter om at Apple også ville gå ind på det foldbare smartphone-marked. Om det nogensinde bliver til noget, vil tiden vise. Foreløbig har Apple svært ved at få lavet nok af de iPhones, de allerede sælger.

Dertil kommer, at Samsung nok har haft succes med deres Flip-serie, men markedet er ikke ligefrem mainstream endnu, og andre producenter, herunder Motorola, har haft noget sværere ved at bryde igennem med deres foldbare modeller.

Annonce:

Det har dog imidlertid ikke forhindret nogle kinesiske teknologi-entusiaster fra at præsentere en iPhone med foldbar skærm. Hvis man skal tro en video lagt på YouTube af kinesiske AST – Aesthetics of Science and Technology, har de bygget en iPhone, der kan foldes.

(Foto: AST/YouTube)

Hvis ovenstående lyder en anelse vagt, er det naturligvis fordi, vi lever i deepfake-æraen, hvor det er nemt at få alting til at se naturtro ud på video. Omvendt hænger forklaringen på, hvordan AST har bygget den foldbare iPhone, meget godt sammen.

Ikke ligefrem Apple-godkendt design

Ifølge AST har de taget dele fra en Motorola RAZR (altså den nye udgave med foldbar skærm, ikke den fra starten af årtusindet) og har kombineret disse med en iPhone X samt en række dele, der er 3D-printet til lejligheden.

(Foto: AST/YouTube)

De har faktisk endda brugt iPhone X’ eget panel fremfor skærmen fra RAZR’en, men har erstattet glasset og touch-elementerne, så skærmen bliver foldbar. Dertil kommer, at de bruger en jailbreaket version af iOS, der er modificeret til f.eks. at kunne splitte skærmen, hvor den foldes ligesom på Samsungs Flip-telefoner.

iPhone V, som AST kalder den modificerede iPhone (formentlig efter Motorola RAZR V), ligner da også en Galaxy Z Flip med iPhone-design. Det ville dog være synd at sige, at designet er gennemført på en måde, som Apple ville godkende.

(Foto: AST/YouTube)

F.eks. er der et stort, gabende hul på siden, når man folder telefonen bare en lille smule, og ud over, at det naturligvis ødelægger enhver form for modstandsdygtighed overfor vand, kan støv og skidt også trænge ind meget lettere.

Men der er naturligvis også bare tale om et forsøgsprojekt, og ikke et produkt, der bliver sat til salg (går vi ud fra). Og det peger da lidt i retning af, hvordan en potentiel foldbar iPhone kunne komme til at se ud, hvis Apple beslutter sig for at hoppe med på vognen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.