Selvom Amazon har åbnet i Sverige så skal Danmark fortsat betjenes fra den tyske Amazon butik
Hvornår kommer Amazon til Danmark? Det er nu flere år siden at det spørgsmål første gang blev stillet, og siden har der floreret forskellige rygter, ikke mindst efter at Amazon valgte at gå ind i Sverige med lokale lagre, en svensk hjemmeside og senest med fordelsprogrammet Amazon Prime.
Men nu fortæller Amazon at de ikke har planer om en tilsvarende model for Danmark.
DI’s e-business udvalg besøgte forleden Amazon i Tyskland, hvor de mødte Nadim Bousamra, Amazons General Manager EU Marketplace Export.
Her fik de en snak om Amazons planer for Danmark, efter erfaringerne fra Sverige.
Nadim Bousamra fortalte delegationen fra Dansk Industri at det danske marked skal betjenes efter den østrigske model. Det vil sige som i dag, at danskere kan handle på amazon.de og her se varene præsenteret på enten engelsk eller tysk.
Så ingen udsigter til en amazon.dk eller præsentation af produkterne på dansk.
Men danske virksomheder vil kunne sælge gennem Amazon og den vej få adgang til deres 8 europæiske markedspladser.
Om Amazon også har planer om at tilbyde fordelsprogrammet Prime til danske kunder blev ikke nævnt i den forbindelse. Prime er et abonnement som bl.a. giver gratis fragt på alle ordrer og adgang til streamingtjenesten Amazon Prime Video.