Forside * Featured

Dom til bruger af fildeling

-
Foto: Shutterstock.com

En 28-årig er dømt for fildeling, hvor han var bruger og ikke bagmand

Det er ikke kun bagmændene af fildelingstjenester som kan risikere domme, det er også aktive brugere. Det viser seneste dom i forbindelse med tjenesten danishbytes.org

En 28-årig mand fra Midtjylland er fredag idømt 60 dages betinget fængsel for at have downloadet og delt blandt andet film, tv-serier og computerprogrammer via en ulovlig fildelingstjeneste.

Annonce:

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en udmelding.

NSK har ved en tilståelsessag i Retten i Viborg fået idømt en 28–årig mand 60 dages betinget fængsel for at have downloadet og delt ophavsretsligt beskyttede værker i form af film, tv-serier, computerprogrammer med videre.

Det er sket via fildelingstjenesten ”www.danishbytes.org” i en periode fra januar til november 2021.

I perioden har manden downloadet ikke under 100 TB og uploadet ikke under 20 TB ophavsretsbeskyttet materiale.

“Jeg er tilfreds med dommen. Med en straf på 60 dages betinget fængsel sender retten et tydeligt signal om, at ikke kun bagmændene, men også brugere af ulovlige fildelingstjenester kan risikere at blive straffet”, udtaler Beytullaah Karacan, der er anklagerfuldmægtig hos NSK.

Den 28-årige er desuden idømt 80 timers samfundstjeneste, og han skal betale en erstatning til Rettighedsalliancen, der repræsenterer rettighedshaverne til materialet, som han har delt.

Sagen er en del af et større sagskompleks om ulovlige fildelingstjenester, der udspringer af en anmeldelse fra Rettighedsalliancen i 2018. Det har ført til, at en række af tjenesterne nu er lukket, og flere brugere og bagmænd er dømt i retten.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.