Forside Emner Spil nyheder

Ataris nye retrospil er en hyldest til vektorgrafik-klassikere fra 1980’erne

-
(Foto: Atari)

Der har sneget sig en enkelt nyhed ind blandt de mange genudgivne klassikere i Ataris 50-års-jubilæumspakke.

Der er nu mindst tre generationer, der er vokset op med computerspil som en uundgåelig del af hverdagen: Generation X, Millennial-generationen og den nuværende Generation Z. Og det betyder naturligvis, at der er grobund for nostalgi for de ældste og udforskning af retro-stemning i spil for de yngste.

Således har det ikke skortet på genudgivelser af gamle spil, spilkonsoller, med mere i den senere tid. For et par uger siden udkom så ’Atari 50’, der er en samling af mere end 100 klassiske Atari-spil, genudgivet i anledning af Ataris 50-års jubilæum. Du behøver dog ikke en gammel Atari-maskine for at spille dem, de er tilgængelige på Xbox, PlayStation, Steam og Nintendo Switch.

Annonce:

Men det er ikke alle spillene, der er gamle. Der er faktisk et helt nyt imellem, der blot er skruet sammen til at ligne noget, der udkom i starten af firserne. Og det har fået visse anmelderes arme helt op i luften.

Atari og spiludviklerne Digital Eclipse testede spillet i et rigtigt arkade-kabinet (Foto: Atari).

Spillets navn er ’Vctr Sctr’ (udtales ”Vector Sector”) og som navnet antyder, er der tale om et spil, der benytter vektorgrafik i den gamle stil. Hvis du er gammel nok til at huske ’Star Wars’-spillet, der ofte var at finde i større spilarkader og forlystelsesparker i 80’erne, så ved du formentlig, hvad der menes her.

Tre hyldester og en lettere nyskabelse

I stedet for udfyldte flader er grafikken blot tegnet op med skarpe linjer, og resten skal udfyldes af fantasien. Men ligesom, når man leger med LEGO-klodser, er det måske netop aktiveringen af fantasien, der er det sjove. Vektorgrafik kunne også findes i andre arkade-spilklassikere såsom ’Asteroids’, ’Tempest’ og ’Elite’, der især var populært på Commodore 64.

Som det kan ses på nedenstående video, er der dog lidt mere fart over feltet, når vektorgrafikken afvikles på moderne udstyr. Lydsiden er også lidt bedre end den var i 1980’erne, men stemningen er helt sikkert på plads.

Men derudover er ’Vctr Sctr’ faktisk en slags ”greatest hits” for vektorgrafik. Spillet åbner med en hyldest til ’Asteroids’ (nu med moderne controller-mekanismer) og går derefter videre med en lignende hyldest til endnu en vektor-klassiker, ’Lunar Lander’. Den tredje del af spillet er stort set nyt, i hvert fald i vektorgrafikkens verden. Det ligner mest en slags lynhurtig version af Ataris ’Battlezone’, men blot set lidt ovenfra.

’Tempest’ er dog ikke blevet glemt, for den fjerde og sidste del af ’Vctr Sctr’ er netop en hyldest til dette klassiske spil. ’Vctr Sctr’ er et rent passionsprojekt for folkene bag. Til Ars Technica siger skaberen af ’Vctr Sctr’, Jeremy Williams fra spilfirmaet Digital Eclipse, at der er blevet ”kælet enormt meget for spillet” og at udviklerne er gået efter et look ”der ligner et vektor-display så meget vi kunne”.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.