Forside * Nyheder

Vilde planer for en Xbox-spil på mobilen afsløret i undersøgelse

-
person holding black samsung android smartphone
(Foto: Onur Binay/Unsplash)

Microsoft er tilsyneladende i gang med at bygge en Xbox-appbutik, der kan blive centrum i et masseindtog på smartphones.

Som det er lige nu, er det besværligt at spille Xbox-spil på en smartphone. Det kræver, at du har en Xbox stående et eller andet sted med god netværksforbindelse, så den kan streame spillet til din mobile enhed. Og kvaliteten bliver nok også derefter.

Men sådan bliver det ikke ved med at være, hvis Microsoft får sin vilje. I hvert fald, hvis de fortsætter med den strategi, der for nylig blev afsløret i forbindelse med de britiske myndigheders undersøgelse af Microsofts overtagelse af Activision Blizzard.

Annonce:

De dårlige nyheder for Microsoft er, at de britiske konkurrencemyndigheder er bekymrede for størrelsen af Microsofts potentielle markedsdominans, hvis de får lov at købe Activision Blizzard. Sidstnævnte er i forvejen en af de største kombinationer af spilstudier og spiludgivere på markedet.

Hvis Microsoft får lov at lægge Activision Blizzard sammen med de øvrige Microsoft-ejede spilstudier kan den resulterende kolos få så meget magt over markedet (og ikke mindst Xbox-spiludvalget), at der reelt er tale om et semi-monopol. Derfor har storbritanniens konkurrencemyndighed, Competitions and Markets Authority (CMA), nu sat en undersøgelse i gang.

”Xbox Mobile”

I forbindelse med undersøgelsen har Microsoft naturligvis skullet fremlægge en masse dokumenter, og det er i den forbindelse, at der er kommet nye informationer frem om firmaets planer på den mobile platform. CMA har nemlig primært spurgt Microsoft om, hvorfor de overhovedet er interesserede i at opkøbe Activision Blizzard.

Og det er her, Microsoft har bekendtgjort, at hovedformålet med at købe Activision Blizzard er at gøre et indtog på smartphone-fronten. I bekendtgørelsen til myndighederne skriver Microsoft blandt andet, at en del af formålet er at ”skabe en spil-butik med næste-generationsteknologi, der kan fungere på tværs af enheder, inklusive den mobile platform.”

Microsoft skriver, at dette bliver muliggjort ”som resultat af tilføjelsen af Activision Blizzards indhold”. Men det ser ud som om, Microsoft også gerne vil have fat i Activision Blizzards brugere: ”Ved at bygge på Activision Blizzards eksisterende gamer-communities, vil Xbox skalere Xbox Store op til mobile enheder, og tiltrække gamere til Xbox Mobile-platformen”. Det sidste er et navn, vi ikke har hørt før.

Firmaet argumenterer dog for, at dette ikke kommer til at betyde en markedsdominans, netop fordi der er to andre giganter inde på markedet i forvejen: Apples App Store og Google Play Store. Hvis Xbox Mobile skulle blive dominerende, ville det kræve ”et massivt skift i forbrugeradfærden”, som Microsoft skriver.

Hvis du er nysgerrig og gerne vil dykke ned i detaljerne, kan du tilgå de britiske konkurrencemyndigheders website her.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.