Forside * Nyheder

Samsungs succes med foldbare kunne ikke stoppe kraftig nedgang

-
(Foto: Babak Habibi/Unsplash)

Den sydkoreanske tech-gigants indtjening er faldet med hele 23% på grund af faldende efterspørgsel på hele markedet.

I opgangstider er det godt at være en tech-gigant, der både har sine egne produkter ude i markedet, men også leverer komponenter til andre producenter af forbrugerteknologi. På den måde kan firmaets investeringer betale sig selv hjem ad to spor og ikke kun et enkelt.

Det har været en fordel for Samsung i mange år. Men det er nedgangstider globalt lige nu, og de verdensomspændende markedskræfter ser ud til at være noget stærkere end hvad Samsungs dobbeltsporede strategi kan modstå.

Annonce:

Ligesom så mange andre selskaber gør det lige nu, har Samsung Electronics netop fremlagt sit kvartalsregnskab for kalenderårets tredje kvartal. Og her kan man virkelig se, hvad høj inflation på verdensplan og en forventning om fortsat nedgang i verdensøkonomien gør ved folks lyst til at købe forbrugerelektronik.

Samsung Electronics’ indtjening i perioden er nemlig faldet med hele 23% i forhold til årets andet kvartal. Det er en meget voldsom og pludselig nedgang objektivt set. Ifølge en pressemeddelelse fra firmaet er det især firmaets RAM-chips, der sidder i massevis af andre firmaers forbrugerteknologiprodukter, der har forårsaget nedgangen.

Foldbare i ”stærk vækst”

Fordi efterspørgslen er faldet på forbrugerteknologi helt generelt, har der heller ikke været brug for helt så meget RAM. Ud over RAM-chips, er Samsungs indtjening på de større skærme, herunder TV og monitorer, også faldet.

Her har Samsung faktisk solgt flere enheder i den dyre ende, men en generelt lavere efterspørgsel og højere produktionsomkostninger på grund af stigende inflation m.m., har givet indtjeningen drøje hug. Den samme kombination har også ramt firmaets hårde hvidevarer på indtjeningen.

Det store lyspunkt er dog smartphone-salget, der ser ud til at være mere modstandsdygtigt overfor de globale krisetilstande. Hvor underdivisionen Samsung Display Corporation måtte vise tab på de store skærme, har de til gengæld rekordhøj indtjening på mobile skærme. Det gælder både de skærme, Samsung leverer til andre producenter, og firmaets egne smartphones.

Den mobile division har en ”solid” indtjening ifølge Samsung, der især peger på foldbare og wearables som de produkter, der holder indtjeningen oppe. Det er især salget af Z Fold4 og Z Flip4, der er strøget i vejret, skriver Samsung, mens S22 fortsat sælger ”solidt”. Årets to nye foldbare modeller har udvist ”stærk vækst” i salget til sammenligning med tidligere foldbare.

I alt lå Samsung Electronics indtjening på 10.85 trillioner sydkoreanske won i andet kvartal, hvilket svarer til cirka 57 milliarder kroner. Det er overskuddet fra en generel omsætning svarende til 403,51 milliarder kroner i kvartalet.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.