Efter EU-vedtagelsen af en fælles ladestik-standard for det europæiske marked er Apple nu begyndt sin omstilling, ser det ud til.
Standardisering kan have massive effekter på verdensøkonomien. Hvis ikke shipping-containere var blevet ISO-standardiserede i slutningen af 1960’erne, ville meget af infrastrukturen for e-handelsrevolutionen ikke have været billig nok til at facilitere den. Og Kina ville formentlig ikke have været så stort et økonomisk mirakel, som nogle observatører mener.
Helt så store konsekvenser får det næppe, når Apple nu tvinges over på USB-C-standarden, men det vil helt sikkert betyde mindre behov for nye ladere og kabler, og dermed hjælpe en del på mængden af plastik, der ender i naturen.
Det er i hvert fald en af hovedårsagerne til at EU har besluttet sig for at gennemføre den fælles stikstandard, der efter næsten 10 års forberedelse blev vedtaget endeligt tidligere på ugen. Lige nu er det USB-C-stikkene, der kommer til at dominere, men lovgivningen ser ud til at være let at opdatere, når en eventuel efterfølger til USB-C dukker op.
Apple er stort set den eneste større producent af forbrugerelektronik, der endnu ikke har indført USB-C over hele linjen. Lightning-stikket kan stadig findes i bunden af iPhone og de billigste iPads, selv om iPad Pro og adskillige MacBooks for længst har fået USB-C-stik. Visse af dem understøtter tilmed Apples Thunderbolt-protokoller.
iPad i år – iPhone til næste år
Det har længe været forventet, at Apple ville bøje sig for en eventuel beslutning om standardisering fra EU. Og selv om der endnu ikke har været nogle officielle udmeldinger om det, ser det nu ud som om, Lightning-stikkenes dage er talte.
Meldingen kommer fra den normalt ret troværdige Apple-reporter Mark Gurman fra Bloomberg. Han mener at vide, at nu hvor den endelige vedtagelse af EU-standardloven er et faktum, er Apple gået i gang med at forberede overgangen til USB-C og Lightnings begravelse. Men firmaet venter til sidste øjeblik.
Ifølge EU-loven skal alle smartphones og tilhørende forbrugerelektronik overgå til USB-C inden udgangen af 2024, og alle laptops solgt i EU skal kunne lades op med USB-C ved udgangen af 2026. Apple har allerede styr på det sidste, men når det gælder resten af sortimentet, vil det netop være ved udgangen af 2024, at alle Apples produkter kommer med.
Men vi behøver ikke vente helt så længe med nogle af Apples hit-produkter. For eksempel skulle iPhone få USB-C allerede med iPhone 15 til næste år ifølge Mark Gurman. Og allerede ved udgangen af i år kan også de billigste iPads have USB-C i stedet for Lightning i bunden. Vi må se om Apple gør en event ud af at præsentere denne nyhed eller blot skifter stik under radaren.
Som Gurman skriver, så vil det kun være de forskellige AirPods-modeller og Apples keyboards og mus i Magic-serien, der mangler USB-C derefter. Gurman gætter på, at Apple vil følge sit normale releasemønster for opdateringer af disse produkter og give dem USB-C efterhånden. Det skulle netop putte USB-C i alle Apples produkter ved udgangen af 2024.