Forside * Nyheder

Første trailer til Netflix-serien om Spotify

-
(Foto: Netflix)

’The Playlist’ får premiere om tre ugers tid og viser en dramatiseret version af Spotifys opstart.

Her på siderne handler det mest om teknologi til hjemmet – men også en gang imellem, hvad teknologien bringer os af underholdning og indhold. Således skriver vi gerne om, når Spotify eller Netflix kommer med noget bemærkelsesværdigt nyt.

Men i dag kan vi skrive om begge disse markedsledende streaming-giganter i samme nyhed, for Netflix er nemlig snart klar med en dramatisering af Spotifys opståen og tidlige dage. En streaming-serie om en streamingtjeneste.

Annonce:

Dermed kapitaliserer Netflix på trenden med at lave tv-serier om tech-fænomeners opståen eller undergang. Således kan man følge Ubers eksplosive vækst frem til det tidspunkt, hvor medskaber og ex-CEO Travis Kalanick blev hældt ud i serien ’Super Pumped’ med Joseph Gordon-Levitt og Uma Thurman. Den (i øvrigt fremragende) serie er med i SkyShowtimes opstarts-katalog.

Med på trenden er også Apple TV+, der bragte os serien ’WeCrashed’ om WeWork, og så er der naturligvis ’The Dropout’ om Theranos og kvinden bag, Elizabeth Holmes. Amanda Seyfried fik for nylig en Emmy for at have spillet hovedrollen. Og der er sikkert serier, vi har glemt.

Svenske skuespillere, norsk instruktør

Så hvorfor ikke Spotify? Serien hedder ’The Playlist’ og kaldes en ”fiktionsserie” af Netflix – formentlig så eventuelle dramatiske ændringer i forhold til virkeligheden ikke udløser en stormflod af vrede emails eller sagsanlæg.

Serien skulle dog følge Spotifys opstart og kamp mod konkurrenter som Apple og forsøg på at få aftaler i hus med kunstnerorganisationerne, få politikere med på idéen, mens visse musikkunstnere protesterer mod for små royalty-udbetalinger fra tjenesten.

Selv om Spotify er svensk, er der ikke kun svenske hovedkræfter bag den. Instruktøren Per-Olav Sørensen er f.eks. norsk og har i øvrigt allerede en hel del Netflix-produktioner på CV’et. Manuskriptforfatteren er britiske Christian Spurrier, der trods sit britiske ophav har leveret et svensk manuskript.

Men det er dog trods alt en svensker, der spiller hovedrollen som Spotifys stifter og CEO, Daniel Ek, nemlig Edvin Endre. Ham kender du muligvis fra ’Vikings’. Det øvrige skuespillerhold ser også ud til primært at bestå af svenskere, hvilket jo passer ganske fint med virkeligheden.

Serien er i øvrigt baseret på Sven Carlssons och Jonas Leijonhufvuds bog ’Spotify Inifrån’, der på engelske hedder ’Spotify Untold’. ’The Playlist’ får premiere 13. oktober på Netflix, og du kan se traileren herunder.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.