Google har i al stilhed tilføjet HEVC-understøttelse i Chrome
Stille og roligt, uden nogen annoncering eller opdateringer på support-siderne, så har Google rettet en fejl i Chrome med en betydelig betydning for videostreaming-industrien:
Understøttelse af adaptiv streaming af HEVC/H.265-videoindhold er endelig blevet aktiveret i Chrome browser. Det skriver Bitmovin
Bitmovin fortæller at det er 6 år siden at de indsendte en fejlrapport til Google på netop denne fejl. Her mange år senere fortæller Google at det nu officielt er understøttet fra Chrome 104 og fra Chrome 105 vil det være standard på alle platforme.
Hvorfor er understøttelse af HEVC (H.265) vigtig?
HEVC (High-Efficiency Video Coding) giver en bedre komprimering af filer end den allestedsnærværende AVC/H.264, hvilket betyder, at du vil kunne streame den samme kvalitet med lavere båndbredde og store besparelser på CDN-omkostninger med den ekstra bonus, at brugeroplevelsen forbedres.
Mens HEVC almindeligvis bruges til at levere indhold til Smart TV, set-top bokse og andre streaming-enheder, var brugen af HEVC på mobile og stationære browsere i lang tid begrænset til kun Safari (efter at Microsoft ændrede Edge-browseren til at være Chromium-baseret).
Da Safari stadig havde en markedsandel på under 19% globalt set, havde langt de fleste brugere intet andet valg end at bruge et andet codec. Men med denne seneste ændring fra Google kan Chromes markedsandel på mere end 65% “teoretisk set” tilføjes til de HEVC-kompatible browsere, hvilket gør den tilgængelig for 84% af browserbrugerne, fortæller Bitmovin.
De understreger dog at det er et teoretisk maksimum, for HEVC understøttes kun såfremt den underliggende enhed har en HEVC-hardwaredekoder.
Moderne enheder bør dog allerede have det som standard i dag.