Selv om det måske er for tidligt at tale om en fejlslagen strategi, er Netflix’ relativt store satsning på spil ikke blevet nogen gigantsucces endnu.
Det er altid meget sjovere at lave investeringer og udvidelser af forretningen, når der er fremgang i økonomien og vækst i indtægterne. Det er knapt så sjovt, når det meget pludseligt begynder at gå den anden vej, og en virksomhed tvinges til at lave til tider ganske smertefulde omstillinger.
Netflix har således måtte skrue ned for ambitionerne og lukke flere projekter ned efter to kvartaler med medlemsnedgang. Dertil kommer tilføjelsen af en ny indtægtsstrøm i form af et reklamefinansieret abonnement på streamingtjenesten.
Nu peger en ny undersøgelse måske i retning af det næste sted, Netflix bliver nødt til at tage en hård beslutning. Det amerikanske business-medie CNBC har bedt analysetjenesten Apptopia finde ud af, hvor mange mennesker, der har downloadet de Netflix-spil, der er inkluderet i deres betalings-abonnement.
Og resultatet er ikke just opmuntrende for Netflix. Ifølge undersøgelsen har lidt over hver tiende Netflix-abonnent downloadet mindst ét Netflix-spil i gennemsnit. Da analysen blev foretaget, var de nuværende 24 Netflix-spil blevet downloadet 23,3 millioner gange, hvilket er 10,5% af de ca. 221 millioner betalende abonnenter, Netflix har verden over.
Spilsatsning på mere end en halv milliard
Hvis man tager et gennemsnit (hvilket naturligvis ikke svarer helt overens med virkeligheden) er hvert af spillene altså blevet downloadet omkring en million gange. Til sammenligning har populære app-baserede spil som ‘Among Us’ og ‘Subway Surfers’ over 100 millioner downloads.
Men der, hvor analysen gør rigtig ondt, er når man ser på, hvor mange mennesker, der rent faktisk spiller spillene. Ifølge Apptopia-undersøgelsen er det kun 1.7 millioner på verdensplan, der dagligt starter et Netflix-spil op. Eller omkring 0,8% af de betalende abonnenter. Det tyder en del på, at mange har downloadet et spil og så hurtigt droppet det igen.
Disse tal kan ikke andet end skuffe ledelsen hos Netflix. Spil er en seriøs satsning for Netflix, der i det sidste år har opkøbt tre spiludviklingsfirmaer, inklusive finske Next Games, der stod bl.a. stod for spil baseret på Netflix’ egen ’Stranger Things’-serie. Det sidstnævnte opkøb kostede Netflix 72 millioner dollar, eller omtrent 525 millioner kroner.
Netflix har derudover annonceret, at de 24 spil, de p.t. udbyder, vil blive udvidet til 50 inden 2022 er omme. Spørgsmålet er, om Netflix vil prøve at booste spillene ved at gøre mere opmærksom på dem, eller om to kvartaler med faldende brugertal gør det for risikabelt. Netflix forventer dog vækst i brugertallene igen fra næste kvartal, så måske er det for tidligt at dømme spilstrategien ude.