Beats, LG og Sennheiser har alle annonceret nyheder på det trådløse og transportable lydområde, der hver især kan noget særligt.
Det ser ud til at trådløse øre- og hovedtelefoner bliver lige så populære i andet halvår af 2022, som de var sidste år. Allerede før store selskaber som Samsung, Google og Apple har afholdt sine præsentationer af efterårskollektionerne, vrimler det frem med nyheder på det personlige lydområde.
Apropos Apple, så er et af deres produkter faktisk iblandt de tre lidt særlige nyheder på området, der beskrives herunder. Alle tre skiller sig lidt ud fra mængden med en særlig karakteristik, selv der i nogle af tilfældene er tale om mere udskillelse end i de andre.
Det gælder f.eks. de netop annoncerede øretelefoner fra Apples urbane brand Beats. Rent teknisk er der ikke så meget nyt i dem, det hele handler om udseendet. Det handler om en version af modellen Beats Fit Pro, der har fået navnet Beats x Kim. Og nej, der er hverken tale om en hyldest til en dansk, bortgangen popskjald eller noget, der har med kartoffelchips at gøre.
Popkulturfans har måske allerede gættet, hvilken Kim vi har at gøre med, nemlig Kim Kardashian (der formentlig er den mest kendte Kim i verden i skarp konkurrence med Nordkoreas diktator). Kim Kardashian er naturligvis mest kendt for at være kendt, og bestemt ikke for hendes evner som audioteknisk produktudvikler.
Går (næsten) i ét med øret
Alligevel er der nok mange, der til trods for Beats’ ikke-særlig-hifi-lydprofil og forbindelsen til Kim Kardashian vil overveje at investere i Beats x Kim-modellen. Det er nemlig de første trådløse øretelefoner fra et af de store mærker, der sætter diskretion højest og derfor er…hudfarvede.
På bare lidt afstand er det derfor svært at se, at man har øretelefoner i ørerne, hvilket f.eks. kan være en fordel, hvis man optræder en del på webkameraer i forbindelse med møder eller præsentationer. Det kan også være en fordel, hvis man bare ikke vil have to stænger stikkende akavet ud af ørerne, sådan som Apple har fået en masse mennesker til med deres AirPods.
Beats x Kim hylder endda mangfoldigheden ved at kunne fås i tre forskellige hudtoner, så folk af forskellige etniske herkomster ikke behøver føle sig sat udenfor. Men der er imidlertid andre grunde til at nogle kan føle sig sat udenfor – for eksempel skandinaver. Du kan nemlig kun købe Beats x Kim via en Apple-onlinebutik i USA, Storbritannien, Canada, Frankrig, Tyskland eller Japan. De bliver sat til salg om en uge, d. 16. august.
Enkelte fancy stormagasiner i de ovenstående lande får også lov at sælge dem, samt bare 10 Apple-butikker i de samme lande. Til gengæld koster de det samme som de almindelige Beats Fit Pro, som i Danmark har en pris på 1.799 kroner. Men hvem ved, måske sætter de en hudfarvet trend i gang?
LG først med Dolby-virtualizer
Helt så eksklusive (eller dyre) er LGs nye øretelefoner dog ikke. Men også de har nogle karakteristikker, der får dem til at stikke ud fra mængden. Flagskibsmodellen i firmaets nye 2022-portefølje af Tone Free-serien, T90, har fået Dolbys Head Tracking-teknologi ombord.
Ligesom andre lignende teknologier (som f.eks. Apples) hitter denne ud af, hvor dit hoved er placeret og sætter lyden efter det. Det giver en slags surroundoplevelse. Samsung har tidligere puttet Dolbys Head Tracking-teknologi i sine Buds Pro, men det særlige ved T90 er, at den også har en ”virtualizer” fra Dolby ombord som de første øretelefoner i verden.
Denne skulle gøre surroundoplevelsen endnu mere virkelig ved at udvide de virtuelle rumdimensioner. Derudover stikker T90 ud fra mængden ved, ligesom tidligere produkter fra LG og Samsung at de kommer i en ladeæske, der bruger UV-lys til at dræbe bakterier med…op til 99,9% af alle baktusser ifølge LG selv.
En anden lille genistreg er at æsken er en Bluetooth-sender, du kan koble til hvilken som helst lydkilde. Dermed kan du f.eks. bruge T90-øretelefonerne til at lytte til kassettebånd på din barndoms Walkman uden at skulle investere i ekstraudstyr. Vi har endnu ikke fået en officiel pris på T90, men modellen skulle lande i september.
60 timers spilletid på Momentum 4
Sidst men ikke mindst har Sennheiser offentliggjort Momentum 4-hovedtelefonerne. Vi skrev om disse for nylig, fordi en lækage dels viste et radikalt skift i designet fra 3’eren henimod noget mere konformt, men også mere stilrent og tekstilbaseret, hvilket skulle være mere komfortabelt ifølge det tyske firma. Og som rygterne sagde, foldes de nu fladt i stil med Boses QC-serie i stedet for at ”knække” på metalbøjlen der gennemtrænger koppen.
Nu har vi til gengæld fået bekræftet nogle af de tekniske specifikationer, herunder den ret imponerende batterilevetid på op til 60 timer, som Sennheiser allerede tidligere havde teaset. Skulle det ikke være nok, kan blot ti minutters opladning give seks timers ekstra spilletid.
Derudover har Sennheiser ikke bare indbygget den Smart Pause-funktion, de havde på tidligere modeller, men også en tilsyneladende forbedret, automatisk on/off-funktion, der registrerer, hvornår hovedtelefonen ligger stille og derefter slukker for strømmen. De tændes igen, så snart, du samler dem op.
Det skulle også lyde bedre, når du bruger dem til at tale i telefon med, for der sidder en 2×2-mikrofonopsætning i hovedtelefonerne, der bruger beamforming til at opfange lyden direkte fra din mund. Samtidigt undertrykkes vindstøj automatisk, så selv udendørs skulle telefonsamtaler lyde godt, ifølge Sennheisers pressemeddelelse.
Sennheiser Momentum 4 kommer på butikshylderne 23. august, men kan forudbestilles nu. Prisen er sat til 349,90 Euro eller lige omkring 2.600 kroner.