Forside * Nyheder

Netflix henter reklame-chef hos Snap, der fyrer hver femte

-
(Foto: Unsplash/Netflix/Snapchat)

Streaminggigantens annoncesatsning skal ledes af Jeremi Gorman, der tidligere har hevet store annonceindtægter hjem bl.a. via det originale indhold på Snapchat.

Det er hårde tider hos det sociale medie Snapchat og firmaet, der driver tjenesten, Snap, Inc. Onsdag begyndte en drastisk fyringsrunde hos sidstnævnte virksomhed, der betyder, at hver femte medarbejder bliver fyret.

Når en større tech-virksomhed er nødt til at fyre 20% af arbejdsstyrken, er det som regel ikke noget godt tegn for branchen som helhed, og når der er tale om den femtestørste sociale medieplatform i verden (Kina undtaget) er det bemærkelsesværdigt. Snapchat har flere brugere end Twitter, og overgås kun af TikTok og de tre Meta-ejede platforme Facebook, Instagram og WhatsApp.

Annonce:

Men den enes død er den andens brød, som man siger, og Netflix kan kapitalisere på Snapchats krise i mindst én forstand. Streaminggiganten har fundet den kvinde, der skal lede satsningen på det delvist reklamefinansierede abonnement, der skal hjælpe Netflix med at holde abonnent-tallene oppe.

Hun hedder Jeremi Gorman, og Netflix ser ud til at have fundet en erfaren og vidende person til rollen. Gorman var nemlig indtil i mandags Chief Business Officer og chef for annonceområdet hos Snap.

Putin + COVID-19 = indtægtsnedgang

Gorman tager sin næstkommanderende, Peter Naylor, med sig. Han stod for annoncesalget i Snaps største marked, hjemlandet USA. Hos Netflix skal Gorman og Naylor rapportere direkte til Chief Operating Offer Greg Peters. Det bekræfter en talsperson fra Netflix til branchemediet AdAge.

Jeremi Gorman og Peter Naylor, der nu går fra at have ledet annoncestrategien på Snapchat til at skulle gøre det samme hos Netflix (Foto: Netflix)

Fyringerne hos Snap har tilsyneladende været under planlæggelse i flere uger, så Gorman og Naylor har formentlig begge haft tid til at overveje situationen i lyset af den store fyringsrunde. Heldigvis for dem begge behøver ingen af dem at flytte til en ny by. Selv om Netflix har hovedkvarter i Silicon Valley, kommer selve reklamesalget til at foregå fra Los Angeles, hvor Snap også har til huse.

I forbindelse med Snaps nedskæringer siger den sociale medieplatform farvel til det originale indhold på Snapchat. Siden 2017 har Snapchat fungeret som platform for streamede produktioner rettet mod Generation Z. Men selv om en hel række nye shows blev annonceret så sent som i maj, bliver disse nu alle aflyst, sammen med en mindre spilsatsning og udviklingen af en kameradrone.

Før Rusland invaderede Ukraine kunne Snap registrere end 40% stigning i indtægterne i forhold til året før. Men de økonomiske forhold og prisinflationen, der fulgte i kølvandet på invasionen og eftervirkningerne af COVID-19-pandemien reducerede på rekordtid Snaps vækst til 8%. Det fik firmaets aktiepris til at styrtdykke, og det er disse forhold, ledelsen nu reagerer på.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.