Forside * Featured

Medie: Reklame-Netflix bliver halv pris med 4 min. reklamer per time

-
Foto: Shutterstock.com

Netflix overvejer et prisniveau der er halv pris af standard-abonnementet og max. 4 minutters reklame per time

Erhvervsmediet Bloomberg har talt med personer med kendskab til Netflix planer for et delvist reklamebetalt abonnement.

De fortæller at prisen ikke er helt fastlagt endnu, men at der lige nu overvejes et prisniveau på mellem 7-9 dollars i hjemlandet USA. Standard-abonnementet koster $15,49, så det er cirka halv pris af det (plus/minus).

Annonce:

Direkte omregnet er det mellem 52-67 kroner. Hvis det holder kunne en dansk pris for Netflix med reklamer blive 59 kr/måned.

Bloomberg fortæller at mens streaming-tv-pioneren forbereder sig på at indføre reklamer for første gang, forsøger de at finde en omhyggelig balance mellem at nå ud til en mere omkostningsbevidst forbruger og samtidig tilbyde en behagelig oplevelse.

Netflix planlægger at vise maksimalt fire minutters reklamer pr. time for den reklamefinansierede tjeneste, hvilket er langt mindre end de fleste af sine konkurrenter, ifølge personer med kendskab til selskabets planer. Til eksempel har en tjeneste som Hulu op til 10 minutters reklame per time.

Selskabet vil vise reklamer før og under nogle programmer, men ikke efter.

Netflix kigger også på hvilke oplevelser seerne har med reklamer på andre tjenester, og et kritikpunkt som går igen er at det ofte er de samme reklamer som gentages i én uendelighed. Altså at hver reklameblok indeholder de samme reklamer. Her ønsker Netflix at sikre sig, at de samme spots ikke gentages igen og igen.

Det delvist reklamebetalte abonnement står til lancering i de første markeder her i fjerde kvartal i år. I første omgang i mindst 6 lande, og så følger en udrulning til flere markeder i begyndelsen af 2023.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.