Forside * Featured

Læk: Sennheiser Momentum 4 skifter design – og måske også pris

-

Det er slut med metal-looket, der ellers var med til at skille disse hovedtelefoner ud fra mængden. Til gengæld bliver Momentum 4 måske billigere.

Momentum-navnet er et af de sub-brands, vi forbinder med høj lydkvalitet, når det gælder personlig, trådløs musiklevering. Sennheiser, der står bag serien, er langt fra alene om at lave enheder, der lyder godt, selv om de er trådløse. Der er efterhånden et godt udvalg derude, men Momentum-serien har nu leveret tre generationer af velanmeldte hoved- og øretelefoner.

Annonce:

Tidligere i år kiggede Rec.dk’s egen Morten Stjernholm f.eks. på in-ear-modellen Sennheiser Momentum True Wireless 3 og var ganske begejstret. Vi forventer at se Momentum True Wireless 4 engang i starten af 2023, eller måske endda før.

Men når det gælder fjerde generation af over-øret-modellerne i serien, er der netop landet nye informationer. En ny lækage viser, at Sennheiser Momentum 4 skifter design ganske radikalt, når de trådløse hovedtelefoner lander senere på måneden.

Designskiftet var allerede blevet varslet af Sennheiser i en teaser tilbage i juni. Men det klassiske, tyske lydfirma var meget nøjsom med detaljerne, og viste kun nogle få af disse frem. Sådan er det imidlertid ikke i dagens lækage, som kommer fra den canadiske onlinebutik Canada Computers and Electronics.

Drejer i stedet for at folde

De har nemlig lagt hovedtelefonerne op til forudbestilling lidt før tid, og vi kan således se, at det nye design er mere konformt i forhold til, hvordan resten af markedets trådløse hovedtelefoner ser ud. Der er endda tale om en helt ny formfaktor.

De nuværende Momentum-modeller benytter sig af en metalbøjle, hvorpå koppen kan justeres op og ned. Bøjlen kan foldes, sådan at kopperne møder hinanden under hovedbøjlen i toppen og at hele skidtet dermed fylder mindre.

I det nye design er metalbøjlen droppet til fordel for et mere minimalistisk look med større fokus på det stof-design, der kendetegner hele Momentum-serien. Samtidig er foldemekanismen droppet, og kopperne kan nu i stedet drejes, så modellen bliver fladere, når den er foldet sammen. Det minder lidt om, hvad Bose gør i sin QC-serie.

Men selv om det nye design er lidt mere som alle andre mærker i prisklassen, stikker Momentum 4 dog af på andre måder. For eksempel er batteritiden blevet ret alvorligt forbedret. Hvor Momentum 3 lovede 16 timers afspilning på en opladning, kan 4’eren levere næsten fire gange så lang spilletid. Ifølge Sennheiser klarer hovedtelefonerne op til 60 timer, før de skal lades op.

Der er også sket noget med prisen, ser det ud til (med mindre, Sennheiser kun planlægger at give canadierne særlig rabat). Den anbefalede udsalgspris er lige under 450 canadiske dollars, svarende til 2.543 kroner før danske skatter og afgifter. Det er 80 canadiske dollars under Momentum 3s udsalgspris, og vi må se om de 450 kroner, besparelsen svarer til, også falder af, når Momentum 4 rammer danske butikshylder.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.