’Batgirl’ kommer hverken på streamingtjenesten eller i biografen. Den var simpelthen for ringe, mente både publikum og studiebosser.
Det ser ud som om, Warner Bros. stadig har svært ved at få DC-tegneserieuniverset til at spille på film. I hvert fald, hvis sammenligningsgrundlaget er Disneys filmfortolkninger af Marvel-superheltene på både streaming og det store lærred.
Nu får det såkaldte DCEU (DC Expanded Universe) endnu et hak i tuden, og med et tab på langt over en halv milliard kroner til følge. Det handler om ’Batgirl’-filmen, der blev indspillet i vinter med den relativt ukendte Leslie Grace i titelrollen og havde sågar Michael Keaton tilbage i Batman-rollen.
Det var meningen, den blot skulle ud på HBO Max, men da indspilningerne begyndte, blev der alligevel talt om en biografpremiere. Efter et halvt år har Warner Bros. dog fået klippet så meget af filmen sammen og fået færdiggjort tilstrækkeligt mange af specialeffekterne, at de er begyndt vise filmen til testpublikummer. Og disse visninger er tilsyneladende gået helt ad helvede til.
Det er kun meget sjældent set, at en film bliver kasseret helt og fuldkomment på grund af testvisninger. Men det er præcis, hvad der er sket for ’Batgirl’. Normalt vil en film med dårlige testvisninger blive sendt ud på streamingplatformene i stedet for biograferne, så filmselskabet kan spare penge på den noget dyrere markedsføring, en biografpremiere koster.
Selv streamingpremiere er for risikabel
Men så kunne Warner jo i stedet vælge at gå tilbage til de oprindelige planer om blot at sende den ud på HBO Max. Men ’Batgirl’ er angiveligt så ringe, at Warner Bros. Discovery, der er moderselskab for såvel Warner Bros.-filmselskabet som HBO Max, ikke engang vil lade streamingkunderne se den.
Beslutningen er tilsyneladende blevet taget, efter Warner Bros. Discovery’s nye topchef, David Zaslav, er kommet til. Han var tidligere chef for Discovery, og har angiveligt sadlet kraftigt om på lederposterne hos Warner Bros. og har erstattet en masse tidligere Warner-folk med sit eget hold.
En af de strategiske beslutninger, de har taget, er at satse på at gøre DC-filmene primært cinematiske i deres fremtonen, sådan at de først og fremmest kan gøre sig på det store lærred. Så må HBO Max (eller hvad den nye kombination af Discovery+ og HBO Max kommer til at hedde) komme i anden række, når det gælder superhelte-film.
’Batgirl’ blev instrueret af makkerparret Adil El Arbi og Bilall Falla, der ellers har fået kritikerros for deres to afsnit af ’Ms. Marvel’ på Disney+ og skabte en af de sidste, store kassesucceser før COVID-19 med den tredje ’Bad Boys’-film. Men med ’Batgirl’ har de tilsyneladende skuffet i en grad, hvor Warner Bros. Discovery er bange for at det kan gå ud over hele DCEU, hvis filmen kommer ud til et større publikum.
Filmens produktionsbudget er anslået til 90 millioner dollar, eller cirka 660 millioner kroner, inklusive de reshoots med mere, som allerede er blevet foretaget. Det skriver The Wrap. Warner Bros. Discovery sparer nok lidt på at filmens effekter og øvrige finish ikke behøver blive færdiggjort, men der er formentlig stadig tale om at det nyfusionerede medieselskab har smidt omkring en halv milliard kroner ud af vinduet.