Forside * Nyheder

Efter endnu mere drage-succes: HBO siger ja tak til sæson to

-
(Foto: HBO)

Andet afsnit af ’House of the Dragon’ overgik søndag premiereafsnittet i popularitet, men da havde HBO allerede bestilt en ny sæson.

At arbejde på HBO må p.t. føles som lidt af en rutsjebanetur. I Hollywood er det store samtale-emne lige nu, hvordan HBO og selskabets tilhørende Max-streamingtjeneste bliver skåret til ukendelighed af den nye ledelse, der er kommet til efter fusionen med Discovery.

David Zaslav, er manden, der løftede Discovery fra at være en lille kanal fokuseret på naturdokumentarer og videnskabelige programmer til at være en nonfiktions-kanal med masser af reality-tv, der også ejede en række underkanaler med noget for enhver smag. Ved at fokusere bredt i stedet for smalt blev Discovery en mediegigant med masser af penge på kistebunden.

Annonce:

Zaslav har som CEO for Warner Bros. Discovery sat sig for at gøre det samme med det forhenværende Warner Media, hvilket foreløbig har resulteret i en række aflysninger, fyringer, og en refokusering på produktioner, der giver penge. Zaslav har sat sig for at finde et beløb svarende til cirka 22,3 mia. kroner i besparelser i forbindelse med fusionen.

Men der er et enkelt lyspunkt blandt HBOs produktioner lige nu, der formentlig holder dampen oppe hos de ansatte. Det er ’House of the Dragon’, der netop har formået at gøre noget, der kun sjældent er set i TV-historien, især i streaming-æraen: Episode to af seriens første sæson blev set af endnu flere mennesker end den rekordsættende sæsonpremiere.

Flere kom til efter premieren

Vi skrev om det, da de første tal for premiereafsnittet kom ud, selv om disse var begrænset til visse platforme. Efter alt var talt med, kunne HBO konstatere, at åbningsafsnittet af ’House of the Dragon’ var den største premiere i selskabets historie. I USA alene så næsten 10 millioner mennesker afsnittet på streaming og kabel-tv forrige søndag.

Men da sæsonens anden episode blev sluppet fri søndag aften (mandag morgen dansk tid) blev det faktisk endnu mere populært end premieren – hvilket som nævnt er lidt af en sjældenhed. Det var ikke nogen kolossal vækst, kun to procent flere så episode to i forhold til premiereafsnittet. Det plejer dog at gå den anden vej.

Normalt forventer man, at visse mennesker bliver skuffede over sådan en premiere og falder fra. Men i dette tilfælde er der altså kommet flere til, måske efterhånden som nyheden blev spredt, at serien ser ud til at være en værdig opfølger.

Selv før tallene fra episode to landede, var HBO dog godt klar over, at de formentlig havde endnu et guldæg (drage-æg?) på hænderne. Fredag blev det derfor annonceret, at HBO havde givet grønt lys til produktionen af episode to. Det er dog alt for tidligt at spå om, hvornår sæsonen er klar til at blive streamet.

Det bliver dog formentlig ikke før HBO Max er lagt i graven og Discovery+-app’en har overtaget streaming af HBOs og Warners bagkatalog – en transformation, der så småt begynder til næste år, og som forventes at være gennemført i 2024.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.