Forside * Featured

Din iPhone kan få (endnu) flere reklamer på skærmen

-
Annoncering i Apples egne apps er ikke noget nyt, f.eks. når det gælder søgebaserede app-anbefalinger, der i virkeligheden er reklamer. Men nu kan det brede sig til bl.a. Apple Maps (Foto: Apple).

Apple planlægger angiveligt at indføre annoncering i apps, hvor du normalt ikke forventer det, for eksempel i Apple Maps, i Books-app’en og Apples egen Podcast-app.

Annoncer forsvinder næppe lige foreløbig fra deres rolle som indtægtsgiver i teknologiens verden. Selv om det en overgang så ud som om, man ville kunne slippe for reklamer ved at betale for et abonnement stort set alle steder, har annoncer nu fået et stort comeback.

Den verdensomspændende inflation hjælper næppe på sagen, for når tingene koster mere, køber folk som regel mindre. Og så skal firmaer som bl.a. Netflix og Disney hente pengene andre steder. Og det gælder tilsyneladende også for Apple.

Annonce:

I hvert fald, hvis man skal stole på Bloombergs Mark Gurman og hans kilder. Både han og kilderne plejer at være til at stole på, og derfor er det værd at høre efter, når han rapporterer, at Apple forventes at udvide sin annoncestrategi – især på firmaets populære smartphones.

Således vil Apple ikke længere stå tilbage for ærkekonkurrenten Google, der som bekendt ikke holder sig tilbage fra at annoncere alle steder, firmaet kan komme til det. Det gælder for eksempel Google Maps, der igennem næsten hele sin eksistens har ladet lokale virksomheder annoncere baseret på brugernes søgninger.

I gang med at teste

Ifølge Mark Gurman er det netop denne slags (men også andre) annoncer, Apple nu eksperimenterer med. Gurmans kilder har fortalt ham, at Apple tester forskellige annonceplatforme internt, og at en af de apps, der testes, er Apple Maps. Det skulle fungerer på nogenlunde samme måde, som vi kender det fra Google Maps eller restaurant-guide-apps.

Samtidig er der nogle personale-omrokeringer på de indre linjer, og udmeldinger om større indtægtsmål på annonceområdet, der får Gurman til gætte på, at der dukker annoncer op i andre platforme.

Gurman forudsiger således også, at der vil dukke lignende, søgebaserede reklamer op i Books-app’en, sådan at bogforlag kan reklamere for bestemte titler baseret på, hvad kunderne søger efter, og hvad de har i biblioteket allerede. Noget lignende kunne blive tilfældet for Apple Podcasts, skriver Gurman.

Det er naturligvis ikke nyt, at Apple leverer annonceplads i de apps, de forhåndsinstallerer på iPhone. De gør det allerede i App Store. Og det ville, som Gurman også gør opmærksom på, ikke være spor underligt, om der dukkede en reklamefinansieret version af Apple TV+ op på et tidspunkt. Som nævnt ovenfor er Netflix og Disney allerede igang med sådanne projekter, og andre tjenester forventes at følge trop.

Desuden viser Apple allerede reklamer i forbindelse med sine live-transmissioner af baseball-kampe på Apple TV+. De store spørgsmål er naturligvis, om de nuværende tests rent faktisk resulterer i en beslutning om flere annoncer på folks iPhones, hvilke apps, der bliver tale om, og hvornår det i givet fald rammer Danmark.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.