Selv de billigste fitness-trackere fra det Google-ejede brand begynder mere og mere at ligne smarture.
Da Fitbit i 2013 lancerede deres diminutive og relativt billige Fitbit Flex, blev de hurtigt populære. Og det til trods for, at det var ret minimalt, hvad man kunne læse ud af den lille skærm med lysende prikker.
På mindre end et årti er det lykkedes Fitbit først at blive dominerende på fitnesstracker-markedet, at lancere flere smarture og avancerede tracker-modeller og at blive købt af Google, der nu forsøger at integrere firmaets teknologier i sine egne smartursplaner.
Alle disse ting har dog spillet en rolle i forhold til at gøre Fitbits enkle trackere mere smartursagtige med tiden. Og nu ser det ud til at Fitbits portefølje tager endnu et skridt i den retning, i hvert fald hvis man skal tro nye billeder, der er blevet lækket af @onleaks og 91Mobiles.
Billederne, som 91Mobiles påstår er fra officielr pressemateriale, viser kommende modeller i Sense-, Versa-, og Inspire-serierne. De to første er smarture designet med Fitbits normale fitness-fokus for øje, mens den sidste kan ses som en armbånds-tracker, der ligger mere i forlængelse af traditionen, der begyndte med Fitbit Flex.
Nu i farver
Men efterhånden, som teknologien ombord bliver mindre og mindre, kan der stoppes mere og mere funktionalitet ind i armbåndstrackere, og af samme grund bliver grænserne mellem smarture og fitnessarmbånd sværere at få øje på. De ovenfor nævnte billeder viser for eksempel, at Inspire 3 nu har en farveskærm.
Når et Inspire-armbånd er forbundet til en smartphone, kan det vise notifikationer, og har derudover de fleste sundhedsmæssige funktioner, et smartur normalt kan prale af, med blodtryks- og EKG-målere som de eneste undtagelser. Og selv om det ikke kunne producere en egentlig EKG-måling, kunne Inspire 2 alligevel advare brugeren, hvis vedkommende viser tegn på hjertearytmi.
Inspire-serien har endda mulighed for at vise forskellige urskiver, ligesom smarture kan. Der mangler naturligvis funktioner som musikstyring og virtuelle assistenter, men vi kan på nuværende tidspunkt ikke afkræfte, at disse kunne komme i Inspire 3. Når det gælder forgængeren, lovede Fitbit en batterilevetid på op til 10 dage (dage, ikke timer).
Om denne batterilevetid bliver ved med at holde, når Inspire-serien får farveskærm, må tiden vise. Det vigtigste er dog, at Inspire 2 lige nu kan købes for omkring 500 kroner eller lige derunder. Hvis Inspire 3 kommer til at koste omkring det samme, får man ret mange smartursfunktioner for pengene.
De lækkede billeder viser ikke helt lige så meget nyt, når det gælder de to smarturs-modeller Sense 2 og Versa 4. Den største forskel er at begge modeller nu har en fysisk knap på siden i stedet for den haptiske knap, som de foregående modeller havde. Ellers må vi forvente, at de fleste opdateringer enten er meget små eller foregår på indersiden af urene.