Angiveligt var der en hel del overlap mellem HBO og Discovery, når det gælder visse genrer og afdelinger, herunder Reality TV-genren og produktioner rettet mod børn.
Nu begynder vi for alvor at se konsekvenserne af den kommende sammenlægning af Discovery+ og HBO Max efter fusionen, der skabte den nye mediegigant Warner Bros. Discovery. En hel del ansatte er for eksempel blevet overflødige.
70 mennesker blev derfor fyret mandag hos HBO og HBO Max, skriver Deadline. Det er 14% af de ansatte i de to divisioner, altså i HBO-hovedkvarteret, der tager sig af produktionskoordination, indkøb af tredjeparts-produktioner hos Hollywoods produktionsselskaber, m.v.
Selv om der også er røget nogle folk i HBO-delen, er det primært på HBO Max-siden, der er sket fyringer. Ifølge Deadline er det primært de afdelinger af streamingtjenesten, der overlapper med Discoverys indholds-genrer, der er blevet ramt af fyringerne.
Det betyder for eksempel, at Max Non-Fiction Originals-afdelingen er blevet kraftigt skåret ned. Det er denne afdeling, der har stået for HBO Max’ mere Reality TV-agtige produktioner, og som bekendt er det netop en af de styrker, Discovery og selskabets mange underafdelinger og kanal-brands har bragt ind i fusionen.
Færre folk i børneafdelingen
Fans af HBOs ofte slagkraftige dokumentarfilm og -serier behøver dog ikke være nervøse. HBO Documentary Films er en separat afdeling, der ikke ser ud til at være blevet ramt på samme måde af nedskæringerne i forbindelse med fusionen.
Derimod er der sket fyringer i børneafdelingen, akkurat ligesom Netflix skar i børne-produktionerne som noget af det første, da økonomien begyndte at vende for nogle måneder siden.
Andre afdelinger, der er blevet ramt hårdt er HBO Max International, der har stået for tjenestens indkøb og produktion udenfor USA, og som vi allerede godt vidste stod for skud. Men indkøbs-afdelingen, der køber produktioner fra eksterne produktionsselskaber er også blevet skåret ned.
Hele afdelinger ”elimineret”
Det samme gælder Casting-afdelingen, hvilket måske er meget naturligt, hvis Discovery kommer med sine egne folk, og de andre produktionsafdelinger skal producere mindre. Selv om 70 mennesker måske ikke lyder af meget, er det ifølge Deadline nok til at de ovennævnte afdelinger enten er ”skåret kraftigt ned” eller reelt set ”elimineret”.
En række stillinger er derudover blevet slået sammen. For eksempel er der nu ikke længere både én comedy-redaktør på HBO og én på HBO Max. I stedet overtager HBOs comedy-redaktør Amy Gravitt den kombinerede rolle.
Ifølge Deadline var der en hel del overlap mellem Discovery og HBO/Max i de ovennævnte afdelinger, end der var i drama-afdelingen. Med andre ord behøver vi ikke være nervøse for, at de samme folk, der står for naturprogrammerne på Discovery, skal i spidsen for f.eks. ’House of Dragons’. Deadline kan også fortælle, at fyringerne skete via videochat.