Forside * Nyheder

Viaplay indgår midlertidig aftale om danske produktioner

-

Viaplay Group har indgået midlertidig aftale med Create Denmark og Producentforeningen om danske produktioner

Viaplay Group har indgået en midlertidig aftale med Create Denmark og Producentforeningen om at genoptage de danske produktioner, der blev sat i bero i starten af juni. Det skriver Viaplay i en udmelding.

Annonce:

Aftalen kommer efter en ærgerlig periode, fortæller Viaplay, hvor udviklingen af dansk drama har været standset. Parterne værdsætter vigtigheden af fortsat udvikling af lokalt dansk indhold til gavn for både seere og det kreative produktionsmiljø – og derfor har alle givet indrømmelser for at nå denne aftale.

Selvom aftalen er midlertidig, forpligter alle tre parter sig til at finde en langsigtet løsning, og vil genoptage den konstruktive dialog i efteråret 2022.

“Hos Viaplay Group er vi stolte af vores nordiske DNA og af mere end 30 års bidrag til den kreative sektor i hele Norden. Med vores høje ambitioner for produktion af lokalt indhold har det været smertefuldt at forestille sig en situation, hvor vi ikke fortsat kunne bidrage til udviklingen af originalt dansk indhold af høj kvalitet”, fortæller Filippa Wallestam, EVP og Chief Content Officer for Viaplay Group, og fortsætter:

“Vi er meget glade for at have fundet en midlertidig løsning og vil gerne takke Create Denmark og Producentforeningen for deres konstuktive tilgang i denne proces. Dette er et vigtigt første skridt, men vi skal også fortsat huske, at der er andre udfordringer på det danske mediemarked, som skal adresseres og findes en løsning på!”.

Også hos Create Denmark, som repræsenterer forfattere, instruktører, skuespillere, redigering og fotografer er der glæde over den midlertidige aftale.

“Vi, Create Denmark og forbundene, byder den nye midlertidige aftale velkommen. Den gør det muligt for manuskriptforfattere, instruktører, skuespillere, klippere, filmfotografer produktionsdesignere og resten af branchen at komme tilbage til arbejdet på Viaplay-produktioner”, lyder det fra Benjamin Boe Rasmussen, Create Denmark, som fortsætter:

“Det har ikke været let, men vi tror det er lykkedes os at indgå en fornuftig aftale, der giver os tilstrækkelig med tid til at finde en bæredygtig og langsigtet aftale. Dette er et vigtigt første skridt, og vi takker Viaplay og Producentforeningen for nogle intense og produktive forhandlinger”.

Den 3. part i forhandlingerne, Producentforeningen, ser også med stor glæde på de foreløbige fremskridt.

“Viaplay spiller en stor og vigtig rolle for den danske film- og tv industri. Derfor er det også en stor glæde, at Producentforeningen i tæt samarbejde med fagforeningerne organiseret i Create Danmark har forhandlet en midlertidig aftale på plads med Viaplay, så en række produktioner igen kan komme i gang. Det har været hårde forhandlinger, men alle parter har bidraget konstruktivt til en løsning. Nu er næste trin at vi alle fokuserer på at få forhandlet en bæredygtig og langsigtet løsning herhjemme”, udtaler Jørgen Ramskov, CEO Producentforeningen, og slutter:

“Selvom der er gjort fremskridt, står en fortsat stor udfordring tilbage for Viaplay”

Selvom Viaplay fortæller at de ´ er meget tilfredse med de fremskridt, som denne midlertidige aftale medfører, vil deres muligheder for at investere i lokalt dansk indhold i fremtiden blive bestemt af helt andre regler omkring den kommende seks procent streamingafgift der er besluttet i den nye medieaftale, som i øvrigt ikke har været en del af forhandlingerne i den midlertidige aftale.

For at definere en bæredygtig fremtid vil Viaplay Group aktivt søge de bedst mulige løsninger til at fremme produktionen af dansk indhold, og ser frem til at indgå i konstruktive dialoger fremadrettet, slutter udmeldingen.

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.