Google kan være i gang med at udvikle en efterfølger til den nu udgåede Chromecast Audio
Chromecast Audio debuterede i 2015 som en enhed til Googles “Sonos”-konkurrent, som kunne sættes foran en forstærker eller aktiv højttaler, så der kunne streames til dem fra Google Home.
Tilslutningen kunne være enten analog eller digital, og den understøttede op til 24bit/96kHz i streaming-kvalitet. I 2019 stoppede Google produktionen af den første generation Chromecast Audio.
Men nu kan der være en ny generation på vej. Kodesnifferne hos 9to5google har i hvertfald fundet referencer til en ny Chromecast Audio i koden til seneste udgaver af Google Home app.
Der er dukket en ny enhed op med referencen YND, som kan parres med Google Home.
Men modsat de øvrige Chromecast-produkter, som er i kategori ‘Chromecast Video’ i app’en, så er YND i kategori ‘Chromecast Audio’ – sammen med den gamle Chromecast Audio.
Hvornår vi ser den ny audio-enhed fra Google vides ikke. Ej heller om den overhovedet kommer. Indtil videre er det bare rygter, sat i gang af at Google refererer til enheden i deres Home-app.