Nothing går efter et publikum, der vil have en rimeligt prissat telefon, der alligevel stikker ud fra mængden.
Så blev Carl Peis første telefon efter han forlod OnePlus en realitet. Tidligere i dag præsenterede Peis nye firma med det flabede navn Nothing, deres første smartphone, der ganske simpelt hedder Nothing phone 1. Og der er tale om en ingentingstelefon, der kan meget mere end ingenting.
Flere medier har allerede påpeget lighederne mellem Nothing Phone 1 og andre telefoner, herunder OnePlus Nord 2T. Det sidste er naturligvis ikke helt irrelevant, eftersom Carl Pei netop forlod OnePlus for at skabe Nothing. Men når man kigger på specifikationerne, handler det nok mest om at Nothing Phone 1 er en mellemklasse-telefon med enkelte flagskibs-features.
Én ting har Carl Pei dog uden tvivl taget med fra OnePlus. Da OnePlus i sin tid blev lanceret, var strategien, at firmaet leverede en relativt godt specificeret smartphone med en Android-version uden bloatware til en rimelig pris. Og det er præcis, hvad Nothing phone 1 ser ud til at være.
Nothing phone 1 starter ved 3.599 kroner for en model med 8GB RAM og 128GB lagerplads. For 400 kroner ekstra, får du 12GB RAM og 256GB lagerplads. Det svarer til, hvad man kan få et flagskib som Samsungs Galaxy S22 Ultra med, selvom lagerpladsen på S22 kan gå op til 1TB. Men hukommelsesmæssigt kan Nothing phone 1 altså hamle op med et 2022-flagskib.
Anderledes LED-design
Ligesom OnePlus oprindeligt gjorde, lover Nothing at deres styresystem Nothing OS gør meget lidt ved Googles egen Android-version. Telefonens centrale processor er Qualcomms Snapdragon 778G+, der leverer 5G-forbindelse. Denne er en mellemklasse-processor, der dog af flere medier er blevet rost for at være tæt på flagskibsydelse til en lavere pris.
Der, hvor Nothing phone 1 for alvor viser, at den dog alligevel hører til i mellemklassen (ud over prisen) er når det gælder kameraet. Dens primære kamerasensor bagpå er Sonys IMX766, der også bruges i førnævnte OnePlus Nord 2T. Den er et vidvinkelkamera på 50 megapixels og et blændetal på f/1.9. Den flankeres i et dobbeltkamera-modul af et ultravidvinkel-kamera, også på 50 megapixels med blændetal f/2.2.
Skærmen er en 6.55” OLED-skærm med 1080×2400-opløsning i et 20:9-skærmforhold. Den leverer op til 120Hz refresh rate og understøtter HDR10+. Den peaker ved 1200 nits ifølge Nothing selv. På batterisiden er Nothing phone 1 også i mellemklassen. Dens 4.500 mAh-batteri kan ikke lades lynhurtigt op, men dog på 70 minutter med kabelbåren 33W-opladning og to timer med 15W trådløs opladning.
Når det gælder designet, er meget af det naturligvis et spørgsmål om smag. Men Nothing er uden tvivl gået efter et design, der stikker ud fra mængden. Som tidligere nævnt er bagsiden gennemsigtig, og der er et LED-system indbygget, der ud over at anvendes som lyskilde ved fotografering, kan lyse i forskellige mønstre og signalere forskellige ting.
Ét mønster viser for eksempel, at der er nye notifikationer, mens et andet viser opkald. Det er en del anderledes end den sædvanlige blinke-”morsekode”, mange flagskibstelefoner leverer. Et af mønstrene viser, hvor meget strøm, der er på telefonen, som en slags status-bar.
Nothing phone 1 kan bestilles nu, og kommer i butikkerne 21. juli.