Retro-modderen og fotografen Christopher Graves synes at 112×128 pixels i fire gråtone-nuancer er mere end rigeligt.
”En ulykke kommer sjældent alene” lyder et gammelt ordsprog. Men selv, når der ikke er tale om ulykker, kan er historien fyldt med begivenheder, der både passer sammen og falder sammen rent tidsmæssigt.
Således har det japanske businessmedie Nikkei som bekrevet andetsteds her på siden nu bragt den historiske nyhed om at Nikon muligvis helt vil droppe spejlreflekskameraer og gå over til digitale, spejlløse kameraer i stedet. Det vil naturligvis betyde et farvel til en lang produkttradition hos det gamle, japanske kameramærke.
Samtidigt og andetsteds er et andet, gammelt, japansk kamera blevet lavet om til et moderne spejlløst digitalkamera. I hvert fald i sin fysiske udformning. Og på en eller anden måde rimer dette gør-det-selv projekt med Nikon-nyheden…måske bare med omvendt fortegn.
Christopher Graves er selverklæret fotograf, gamer og retro-modder. Men hans favoritkamera er ikke et Nikon, eller et andet, moderne spejlløst digitalkamera, for den sags skyld. Nej, hans yndlingskamera er Game Boy Camera.
Moderne kamera i lavopløsning
Hvis det skulle være undsluppet din hukommelse, er Game Boy Camera et kameramodul, der kunne købes som tilbehør til Nintendos Game Boy. Modulet blev produceret mellem 1998 og 2002, og havde altså ikke nogen specielt lang levetid. Men det var blandt de første digitalkameraer i det lavere forbruger-prisniveau.
Af samme grund var det ikke ligefrem højkvalitets-fotos, man kunne hive ud af Game Boy Camera. Der sad en 128×128 pixels CMOS-sensor i kameraet, og når billederne landede på Game Boy’en var de kun 112×128 pixels store – og kun i gråtoner, ligesom skærmen på den oprindelige Game Boy.
Men der er stadig en vis fanskare, der elsker kameraet, og Christopher Graves synes at være en af disse. I hvert fald kører han websiden GameBoyCamera.com, og på dens tilhørende Twitter-profil har han for nylig fremvist et Game Boy Camera, der har form som et moderne, spejlløst kamera.
Graves har ombygget en Game Boy Pocket og sat kamerahus, objektiv og det hele uden på. Og ligesom på et moderne kamera er der en skærm bagpå, som man kan komponere billedet på. Der er endda et ekstra batteri ombord, der kan lades op via USB-C og kan holde Game Boy Camera’et kørende i op til otte timer. Og så et ordentligt objektiv, naturligvis.
Graves har allermest lavet kamerahuset til sig selv, men ifølge kommentarerne på Twitter overvejer han at bygge og sælge kittet til andre. Så hvis du er fan af fotografi i lo-fi eller bare har tendens til retro-elektronik, bør du holde med websiten eller Twitter-profilen ovenfor.
Cart swapping action pic.twitter.com/Q4s9GehHcb
— glitch.lgbt/@thegameboycamera (@thegameboycam) July 10, 2022