Forside * Featured

Flabet tilbehørs-svar på flabede Nothing phone 1

-

Et tilbehørs-firma giver med Something folk mulighed for at få et Nothing-design på deres smartphone uden at skifte sidstnævnte ud.

Man siger, at der er risiko for at få et hak i tuden, når man stikker snotten frem. Men i visse tilfælde kan man også sætte gang i en debat eller skabe en ny bølge, når man prøver noget nyt. Spørgsmålet er, hvilken af disse to muligheder, Something repræsenterer.

Annonce:

Når nogen gør et stort nummer ud af at lancere et produkt under det småflabede navn Nothing, er det jo næsten en invitation til at nogle andre kan komme ud med et produkt, der hedder Something. Og det er præcis, hvad der er sket.

dbrand, et firma, der lever af at lave ekstraudstyr, der får dine enheder til at se radikalt anderledes ud, har lanceret et skin og et cover til iPhone 13 Pro Max, Samsung Galaxy S22 Ultra og Google Pixel 6 Pro, der får disse smartphones til at ligne Nothing Phone 1.

Og naturligvis har dbrand lanceret disse under navnet Something. Det får nemlig ordspillene og de halvdårlige vitser til at stå i kø. Som f.eks. i den nedenstående tweet, hvor de annoncerer skin og cover ved at sige, at de har skabt ”something from nothing”, det engelske udtryk for at bygge noget op fra bunden uden forhåndsgiven hjælp. På dbrands hjemmeside hedder det, at produkterne er “better than nothing”.

Næppe ulovligt

Det er naturligvis et marketing-stunt, der måske endda kunne være på kant med copyright-loven. Men de to vigtige ord i den sammenhæng er ”på kant”. For hvis man kigger nærmere efter, er der tilstrækkeligt mange små forskelle i dbrands design og Nothings gennemsigtige udformning til at der ikke er tale om kopiering, men blot plagiat.

Den slags ”inspiration” er meget svær at få dømt som ulovlig. Især, når der er tale om et cover og ikke et design af selve telefonen. Det ville måske have været lidt lettere (og dbrands cover ville nok have været lidt nemmere at sælge), hvis coveret indeholdt det samme LED-baserede lysmønster-system som Nothing Phone 1, men det gør det ikke.

dbrands svar på anklager om plagiat lyder i øvrigt at de har efterlignet ”nothing”, så de kan ikke anklages for ret meget. Ikke desto mindre kommer Something-lanceringen efter en sag sidste år, hvor Sony fik stoppet dbrands salg af sorte covers til PlayStation 5, formentlig fordi sidstnævnte ikke havde en licens til at lave dem.

Noget helt andet er så, hvad dbrands lancering af Something siger om Nothings smartphone-design. Om man kan lide sidstnævnte eller ej, så lader det da i hvert fald til at Nothing fået folk til at snakke om det anderledes design, der også bliver fremhævet i de fleste anmeldelser af, hvad der ellers er en mellemklasse-telefon.

Nothing phone 1 er ikke tilgængelig i USA og Canada, hvor dbrand bl.a. sælger deres produkter. Så måske er der et marked der, bestående af folk, der gerne vil vise alle andre, at deres valg af forbrugerteknologi gør dem til noget ganske særligt…

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.