Forside * Nyheder

Her er Apples M2-detaljer

-

Under WWDC-keynoten tidligere i dag præsenterede Apple næste generation af deres egne chipset. Men M1 Pro/Ultra-brugere behøver ikke opgradere.

Når Apple åbner deres WWDC-konference, er det som regel med en masse nyheder om software, og især til deres mest populære produkter. Sådan var det også i dag, hvor der blev fortalt om nyheder til iOS/iPadOS, watchOS, og macOS.

Annonce:

Men der blev også tid til et par enkelte hardwarenyheder i form af to nye MacBooks, nemlig en ny MacBook Air-model og en nye 13-tommers MacBook Pro. Fælles for dem begge er, at de har den nyeste generation af Apple Silicon-chipsettene ombord.

Det er betydningsfuldt af flere forskellige grunde. For det første kan vi nu ane et mønster for, hvordan Apple vil opgradere sine chips i årene fremover. Det ser ud som om, der kommer en ny generation af M-chips hvert andet år, og i de mellemliggende år kommer der så kraftigere versioner af det forgangne års chip. Lidt ligesom de release-mønster, iPhone holdt sig til indtil de senere år.

Således kom M1 i 2020, M1 Pro og M1 Max i 2021, og så dukkede M2 altså op i dag. Endnu en version af M1 nåede dog også at blive vist frem tidligere i år, nemlig M1 Ultra. Man skal dog ikke forvente, at Pro-, Max- og Ultra-modellerne bliver udrangeret af M2.

Flere GPU-kerner end M1

Sidstnævnte er nemlig ikke designet til at konkurrere med de tunge drenge, men derimod til at gøre laptop-livet lettere for MacBook-brugere uden behov for kraftige processorer til professionelle gøremål. M2 løber formentlig først fra M1 Pro, Max og Ultra til næste år, hvor de tilsvarende modeller i den nye generation forventes lanceret.

Men hvad kan M2 så? Mens vi venter på teardowns, benchmarks og tests af de nye MacBooks, må vi forlade os på, hvad Apple selv lover. Firmaet annoncerede i dag, at M2 ligesom M1 har otte CPU-kerner, der (også ligesom M1) er fordelt på fire højtydende og fire strømbesparende kerner.

(Foto: Apple)

Disse kerner er imidlertid lidt kvikkere end M1’erens, og er op til 18% hurtigere, hvis man skal stole på Apple. Folk, der roder med video og fotografi som hobbies kan dog glæde sig over, at MacBook Air/Pro 13”-brugere nu får flere GPU-kerner for de samme penge som før. Den første udgave af M2 har 10 GPU-kerner, hvor M1 maksimalt har otte.

Stadig kun to skærme

Det giver ifølge Apple et ret kraftigt boost i grafikydelsen på 35%, hvilket vil kunne mærkes. Alt i alt er der 20 milliarder transistorer i M2, hvilkeet er 25% mere end på M1, og chippen kan nu understøtte datastrømme fra RAM’en på op til 100GB/s. Det hjælper også på grafikydelsen. Apropos RAM, så kan M2 håndtere op til 24GB, hvor M1 kun kunne klare 16GB.

En anden ting, der vil gøre amatør-filminstruktørerne glade, er at M2 understøtter hardware-decoding af H.264 og HEVC i op til 8K, og at chippens ProRes-engine kan afspille adskillige 8K- og 4K-videostreams på samme tid. Dette er godt hjulpet af Apples nyeste version af Neural Engine, der kører 40% hurtigere på M2 end på forgængeren.

Dog er der en enkelt ting, som Apple ikke har leveret varen på. En af de største frustrationer, når det gælder MacBooks med M1, er at de kun understøtter to skærme, hvilket inkluderer laptopskærmen. Sådan er det også på M2. Er laptopskærmen i brug, kan du kun koble en enkelt skærm yderligere til, der dog kan være op til 6K i opløsning. Folk med behov for flere skærme må altså enten opgradere eller købe tredjeparts-hardware.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.