Rygterne omkring headsettet får nu mere og mere substans og kilder peger nu på en lancering til januar.
Når Apple tager skridtet ind på Mixed Reality-markedet, bliver det med et headset, der næsten kan konkurrere med deres nyeste laptops i ydelse. De seneste rygter om det kommende Mixed Reality (MR)-headset siger, at headsettet får M2-chippen ombord.
Det er kun få uger siden, at Apple annoncerede M2-chippen på WWDC, og ligesom dens forgænger er der tale om en hurtig chip, der dog samtidig bruger meget lidt strøm og som senere kan udsendes i en Pro-udgave til de mere krævende brugere. Og det er jo lige præcis sådan en profil, et standalone-MR-headset har brug for, når det gælder dets CPU.
Og siden MR-headsettet angiveligt er blevet forsinket på grund af overophedning og andre, lignende udviklingsproblemer, nåede M2-chippen at komme på banen før headsettet, og så kan Apple jo lige så godt bruge den i stedet for M1, som det tilsyneladende ellers var planlagt.
Det har hidtil heddet sig fra troværdige kilder som Ming-Chi Kuo og The Information, at headsettet ville få en M1-chip ombord plus en separat CPU, der skulle tage sig af inputs fra sensorer og eksterne enheder såsom controllere.
Apples mest komplicerede produkt
Men nu melder én af de mest troværdige Apple-spåmænd, Marc Gurman fra Bloomberg, at Apple har valgt at sætte M2 i headsettet i stedet. Han hører fra sine kilder, at headsettet får M2 ombord i følgeskab med 16GB RAM, og hvis det holder, bliver headsettet et af de kraftigste på markedet. Det bliver formentlig også et af de dyreste, med en pris, der vil overstige en MacBook Air.
Nyheden kommer kun få dage efter at førnævnte Ming-Chi Kuo skrev ud til sine investor-kunder, at Apples headset ”formentlig lanceres” i januar 2023, baseret på de planer, Kuo har hørt om fra sine kilder i produktionsmiljøet. Det skal man dog nok tage med et gran salt.
For det første har headsettet som nævnt allerede været ramt af forsinkelser, og Kuo selv har tidligere sagt, at headsettet ville komme i andet kvartal næste år, efter endnu tidligere at have meldt ud, at det ville komme allerede i år. Disse udsving passer dog meget godt med den fortsatte komponentmangel på verdensplan og rygterne om de sidste tilpasninger af headsettet på grund af overophedning.
Kuo forklarer også uklarheden omkring lanceringstidspunktet med, at dette er ”det mest komplicerede produkt, Apple nogensinde har designet.” I sidste uge sagde Tim Cook til avisen China Daily at folk skulle ”holde øje med hvad vi kommer til at tilbyde”, når det gælder Mixed Reality, og det ser flere medier som en halv bekræftelse af, at MR-headsettet er på vej.
Skulle du have glemt det, er MR en mellemting mellem Augmented Reality (AR) og Virtual Reality (VR), der både kan agere som lukket headset, der viser en alternativ VR-virkelighed, men også kan vise en udvidet version af virkeligheden ved at tage sidstnævnte ind via kamerasignaler og ændre dem digitalt.