Forside * Featured

Nye retningslinjer for butikkernes markedsføring af tilbud

-
Foto: Shutterstock.com

Der er kommet nye retningslinjer for butikkernes markedsføring af priser på tilbud

Der er trådt nye retningslinjer for prismarkedsføring i kraft. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en udmelding.

De nye retningslinjer er udarbejdet af Forbrugerombudsmanden efter forhandlinger med Forbrugerrådet Tænk og en række erhvervsorganisationer.

Annonce:

Der var brug for en ændring af retningslinjerne på området efter ny bestemmelse i prismærkningsbekendtgørelsen, som regulerer hvilken normalpris de erhvervsdrivende skal oplyse ved prisnedsættelser.

 

Skal have været solgt til normalpris i 30 dage

Ændringerne indebærer blandt andet, at en tilbudsvare fremover skal have haft sin normalpris i mindst 30 dage, før førprisen kan anvendes som sammenligningsgrundlag ved en prisnedsættelse. Tidligere var det 6 uger.

Det at en vare nu ‘kun’ skal have været solgt i 30 dage til normalprisen, inden prisen igen må sættes ned, hvor tilbudsprisens besparelse holdes op mod normalprisen, får også betydning for den varighed et tilbud må køre.

 

På tilbud i max. 10 dage

Før måtte et tilbud vare i 2 uger, inden tilbudets pris ville blive betragtet som den ny normalpris. Med de nye retningslinjer er dette sænket til 10 dage.

En butik må gerne sælge en vare billigt i mere end 10 dage, men efter de 10 dage må de ikke længere annoncere med at der er en besparelse i forhold til en højere normalpris. Efter de 10 dage er tilbudsprisen den nye normalpris.

 

Laveste pris skal oplyses

Med de nye retningslinjer er forhandleren forpligtet til at oplyse den laveste pris en vare har kostet de seneste 30 dage, når der annonceres med en prisnedsættelse.

Dette gælder også, hvis en erhvervsdrivende bruger udtryk, der indikerer en prisnedsættelse i sin markedsføring. Som eksempler på sådanne udtryk kan nævnes ”tilbudspriser”, ”Black Friday-priser” og ”Halloween-priser”.

 

Ingen undtagelser

Der er ingen undtagelser til den nye regel i prismærkningsbekendtgørelsen, og de erhvervsdrivende vil derfor ikke længere kunne markedsføre kortvarige kampagner af 3-dages varighed, uden at afbryde normalprisperioden på de 30 dage, hvilket har været muligt efter de tidligere retningslinjer.

Hvis ikke en pris har været gældende i mindst 30 dage forinden et tilbud, kan prisen således ikke anvendes som en normalpris ved markedsføring af et tilbud.

Hvis en vare markedsføres med en tilbudspris på 400 kr. i et Black Friday tilbud i slutningen af november, vil den erhvervsdrivende derfor skulle oplyse denne pris som normalprisen, hvis samme produkt sættes på juletilbud i december.

De nye retningslinjer trådte i kraft lørdag d. 28/5 2022

 

Fakta: Ændringer fra tidligere

De væsentligste ændringer i de reviderede regler er:

  • Når et produkt sættes på tilbud, skal produktet have været udbudt til sin normalpris i mindst 30 dage, før et tilbud kan sammenlignes med denne pris.
  • Produkter, der har haft en normalpris i en periode på 30 dage, kan markedsføres med en nedsat pris i 10 dage.
    • Tilbudsperioden kan forlænges, hvis den erhvervsdrivende ved tilbudsperiodens begyndelse gør opmærksom på varigheden af tilbuddet eller ved en forlængelse af tilbuddet oplyser, at der er tale om en forlængelse.
    • Tilbudsperioden kan dog aldrig vare længere end halvdelen af varigheden af den periode, hvor varen har været markedsført til normalprisen.
  • Det vil ikke være lovligt at markedsføre kortvarige kampagner med nedsatte priser, uden at afbryde den periode på 30 dage, hvor produktet skal have været til salg til normalpris.
  • Når en tilbudspris sættes yderligere ned, anses normalprisen for at være den pris, der gjaldt før den første prisnedsættelse.
  • Der gælder nu særlige regler for varer, der forældes hurtigt, fx ferske fødevarer, drikkevarer med kort udløbsdato og afskårne blomster. For disse varer gælder, at
    • varen skal have haft sin normalpris i mindst 14 dage, før et tilbud kan sammenlignes med denne pris, og
    • varen kan markedsføres med en nedsat pris i fem dage, når varen har haft en normalpris i en periode på 14 dage.
  • Det fremgår nu udtrykkeligt af retningslinjerne, at et produkt ikke kan betegnes som ”gratis” eller ”vederlagsfri”, hvis forbrugeren skal ”betale” med sine data, medmindre det fremgår af markedsføringen, at den erhvervsdrivende indsamler personoplysninger om forbrugeren og hvordan oplysningerne vil blive anvendt.

Kilde: Forbrugerombudsmanden

 

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.